Borgmester går af efter ni år: Alderen spiller en rolle

Skanderborgs borgmester, Jørgen Gaarde (S), har valgt at gå af efter længere tids overvejelser.

Borgmester i Skanderborg Kommune Jørgen Gaarde (S) har valgt at stoppe som borgmester.

Ved udgangen af marts skal Skanderborg Kommune have ny borgmester. Jørgen Gaarde (S), som har siddet på pinden i ni år, og i byrådet igennem mere end 21 år, har valgt at gå af.

- Jeg har valgt at stoppe som borgmester. Det er et udtryk for de lange arbejdsdage og arbejdsuger, som ikke levner tid til andet, fortæller Jørgen Gaarde (S) til TV2 ØSTJYLLAND.

01:43

VIDEO: Her fortæller Jørgen Gaarde (S), hvorfor han har valgt at stoppe som borgmester, og at hans kone har skulle forberede sig på, at han fremover vil være mere hjemme.

Luk video

Det er ikke en beslutning, han har taget fra den ene dag til den anden.

- Jeg har over et stykke tid overvejet, om jeg skal stoppe, og det gør jeg så nu, siger Jørgen Gaarde.

Det er en svær beslutning at træffe, for det fylder så meget.

Jørgen Gaarde (S), borgmester, Skanderborg

Det har ikke været let for den 63-årige borgmester at træffe beslutningen, som har været indbegrebet af Skanderborg i rigtig mange år. 

- Det er en svær beslutning at træffe, for det fylder så meget. Omvendt skal jeg ikke sige andet, end at alderen spiller en rolle. Den måde jeg vil være borgmester på, skal udfyldes fuldt og helt, og det kan nye unge kræfter komme til med, fortæller han til TV2 ØSTJYLLAND.

Læs også Socialdemokratiet skifter kurs og opsiger aftale om havbrug

Han fortæller, at der var en række ting, han gerne ville have styr på, inden han går af. Og han mener selv, at han afleverer en kommune til den næste borgmester, som er i fremgang på mange områder.

- Det har modnet sig over noget tid, og nu blev det. Det kunne også have været senere. Jeg havde nogle ting, jeg gerne ville have sluttet af på forskellig vis, siger Jørgen Gaarde (S).

BLÅ BOG: Jørgen Gaarde (S)

Jørgen Gaarde (S) er borgmester i Skanderborg Kommune, hvilket han har været siden 2010. Han er herved formand for Økonomiudvalget. Han har været byrådsmedlem siden 1998.

Derudover er Jørgen Gaarde næstformand i Central Denmark EU Office (CDEU).
 

Inden Jørgen Gaarde blev borgmester fungerede han, sideløbende med byrådsmedlemskabet, som skoleinspektør for Stilling Skole.

Jørgen Gaarde er uddannet skolelærer fra Marselisborg Seminarium i 1979. Sammen med konen Susanne bor han i Skanderborg.

Udvalgsformand tager over

Når Jørgen Gaarde stopper til marts, så bliver det udvalgsformand Frands Fischer (S), der overtager posten. 

- Jeg er sikker på, at Frands hurtigt kan sætte sig i stolen og blive borgmester på sin egen måde. Der er ingen borgmester, der er ens, og jeg håber, han præger jobbet på sin egen måde.

Læs også Politiet efterlyser vidner: Røver stjal smykker og skubbede til ekspedient

Frands Fischer (S) har været byrådsmedlem siden 2010, hvor Jørgen Gaarde blev borgmester.

- Vi blev som gruppe først orienteret om det i søndags, og siden er det gået slag i slag, fortæller Frands Fischer til TV2 ØSTJYLLAND.

Jeg vil være en borgmester, der i endnu højere grad kommer ud og taler med folk.

Frands Fischer (S), kommende borgmester, Skanderborg

Han er stolt og beæret over, at den socialdemokratiske gruppe har peget på ham.

- Jeg har haft en ambition om at blive borgmester på et tidspunkt, men havde ikke regnet med det skulle være nu, siger Frands Fischer.

Frands Fischer (S) bliver fra slutningen af marts ny borgmester i Skanderborg Kommune.

Vil komme mere ud til folk 

Den kommende borgmester fortæller, at han har stor respekt for Jørgen Gaarde, og at han på nogle områder vil gøre lidt ligesom ham. Men han vil også ændre nogle ting.

- Jeg vil være en borgmester, der i endnu højere grad kommer ud og taler med folk, fortæller han.

Læs også Ankestyrelsen godkender: Nu kan der bygges høje huse

Her handler det også om, hvordan han er som person, som vil smitte af på, hvordan han vil agere som borgmester, siger Frands Fischer.

- Jeg har min facon og min personlighed, og den skal jeg have bragt i spil i forhold til det her.

00:57

VIDEO: Frands Fischer fortæller, at han vil gøre tingene en smule anderledes, når han bliver borgmester.

Luk video

Her vil han især have fokus på, at byrådsmedlemmerne skal komme hinanden mere ved.

- Noget af det jeg vil prioritere rigtig meget er dialogen og kontakten til andre byrådsmedlemmer. Ikke kun fagligt, men også med flere sociale arrangementer, så vi som personer kommer tættere på hinanden. På den måde er det også lettere at komme frem til fælles løsninger, siger Frands Fischer.

Jeg ved så meget, at jeg skal ikke leve et liv med den fart på, så meget kan jeg sige.

Jørgen Gaarde (S), borgmester, Skanderborg

Jørgen Gaarde håber, at han nu kan få tid til at slappe mere af, blandt andet vil han gerne læse flere bøger, gå på Folkeuniversitetet og være sammen med sin søn og svigerdatter og sine tre børnebørn. Og så vil han gerne tegne og male noget mere, som han ikke har haft tid til i mange år.

- Jeg ved så meget, at jeg skal ikke leve et liv med den fart på, så meget kan jeg sige.

BLÅ BOG: Frands Fischer

Frands Fischer (S) er byrådsmedlem i Skanderborg Kommune, hvilket han har været siden 2010.

I den igangværende periode er han formand for Undervisnings- og Børneudvalget.
 

Frands Fischer er uddannet fra Syddansk Universitet, hvorfra han har en Cand.scient i idræt og statskundskab.

Han har siden 2015 arbejdet som rektor for Skanderborg-Odder Center for Uddannelse – HF.
 

Sammen med konen Anne-Mette har han to børn. Familien bor i Skanderborg.