Borgmester: Staten bør støtte færgefart til og fra Djursland

Borgmester i Syddjurs Kommune håber, at staten vil støtte en færgefart mellem Ebeltoft og Odden

00:55

VIDEO: Syddjurs-borgmester Ole Bollesen (S) mener, at staten kan understøtte en færgefart mellem Ebeltoft og Odden.

- Man kunne da godt forestille sig, at Folketinget kommer og siger, vi understøtter færgerederier til Samsø og andre steder. Hvorfor skulle man så ikke kunne understøtte det her?, spørger Ole Bollesen (S), borgmester i Syddjurs Kommune. 

Der er i flere år blevet kæmpet for en daglig færgeforbindelse mellem Ebeltoft og Sjællands Odde.

Tidligere har det ikke kunne betale sig for Molslinjen at have daglige afgange, men borgmesteren i Syddjurs mener, at statsstøtte kan gøre det attraktivt.

Læs også Færgerederi søges: Ønsker flere færger fra Ebeltoft

- Hvis man ser det som en transportsektor og ikke som et almindeligt færgeselskab, så kan jeg ikke se andet, end at Folketinget måske kunne være interesseret i at få noget af trafikken væk fra E45 og over på færger, siger Ole Bollesen til TV2 ØSTJYLLAND.

Det er op til Folketinget at beslutte, men Ole Bollesen vil sammen med "Styregruppen for daglig sejlads Ebeltoft-Odden" arbejde i den retning.

- De sidste 10 år fra Molslinjen opgav det her og til nu, der er trafikken jo steget med mange procent. Det gør også, at vi sidder i kø, hvis vi skal køre nedenom. Det ville være fantastisk, hvis man kunne sejle med nogle færger, siger Ole Bollesen. 

Står det til Ole Bollesen, bør politikerne på Christiansborg undersøge, om andre rederier end Molslinjen kan sejle fra Ebeltoft til Sjælland. Foto: Henning Bagger - Ritzau Scanpix

Trække trafikken fra motorvejen over på færgen

Ifølge Ole Bollesen har den lokale folketingskandidat Leif Lahn (S) spurgt Transportministeren, om det er muligt for et andet færgeselskab end Molslinjen at have færgefart fra Odden - og det er det.

- Hvis jeg var transportordfører for et parti, så ville jeg gå ind i den tanke. Det kunne være, at vi netop for at få biler væk fra E45, og få flere biler på færger, at det vil være inde i en bæredygtighedsstrategi, som jeg ved både Venstre og Socialdemokratiet tænker i, siger Ole Bollesen.

Læs også 8.253 underskrifter samlet: Lad færgen sejle fra Djursland

Borgmesteren tager selv ofte til Sjælland, og han er selv træt af at sidde i kø.

- Vi har temmelig lang vej sydover. Jeg har familie på Sjælland og er tit til møder i København, og det tager rigtig lang tid at køre sydover. Jeg orker ikke sidde fast i trafikken indtil Aarhus og tage færgen derinde, siger Ole Bollesen.

02:06

VIDEO: Ole Bollesen fortæller om mulighederne for færgefart mellem Ebeltoft og Odden, og den betydning den vil have.

Luk video

Tænke ud af boksen

Borgmesteren så helst, at Molslinjen ville varetage en daglig rute til og fra Ebeltoft, men andre selskaber og mindre færger kan også være en løsning.

- Jeg tror, man skal tænke ud af boksen, og så tror jeg godt, man kan få mindre færger til at sejle herude. Helt almindelige færger, som ikke er så brændstofkrævende, og som kan have en del biler med og ikke ret stort mandskab.

Hvis Molslinjen ikke er interesseret, så tror jeg på, at vi kan drikke en kop kaffe med nogle andre.

Ole Bollesen, borgmester, Syddjurs

Styregruppen og Syddjurs Kommune vil gøre, hvad de kan for at få andre rederier til at varetage en overfart.

- Hvis Molslinjen ikke er interesseret, så tror jeg på, at vi kan drikke en kop kaffe med nogle andre, siger Ole Bollesen.

Den 11. juni skal "Styregruppen for daglig sejlads Ebeltoft-Odden" holde et møde med Syddjurs Kommune og tre lokalvalgte folketingspolitikkere.

 - Vi kan ikke garantere, at det kan lade sig gøre, men vi kan hjælpe med til det, siger Ole Bollesen (S), borgmester i Syddjurs Kommune. 

Læs også Færge til Ebeltoft: Positive reaktioner fra politikere

I dag er det udelukkende Molslinjen, der sejler til og fra Ebeltoft Færgehavn. Foto: Google Maps