Borgmester som gyvelrydder: Jeg kan godt lide fysisk arbejde
I forbindelse med kommunalvalget i slutningen af november har TV2 ØSTJYLLAND inviteret de østjyske borgmestre ud i virkeligheden.
Borgmester i Syddjurs Kommune Claus Wistoft (V) fik lov til at komme på hårdt fysisk arbejde, da han blev sluppet løs i Mols Bjerge.
Her skulle han varetage jobbet som gyvelrydder.
- Du bliver måske udfordret på den langsommelighed, du skal ud på i dag, siger Jens Reddersen, der er biolog i Nationalparken Mols Bjerge, og som lærte Claus Wistoft arbejdet.
I forbindelse med kommunalvalget den 21. november har vi her på TV2 ØSTJYLLAND sendt de østjyske borgmestre i praktik som noget helt andet end deres dagligdag på rådhusene. Du kan se alle afsnittene af miniserien med borgmestrene her.
Langsommelighed til trods, så passede det faktisk borgmesteren ganske udmærket med et arbejde, hvor fremskridtene er tydelige. Det kniber det nemlig med i politik, mener han.
- Det med at kunne se, hvor langt man når, det kan man ikke altid i politik, men det kan man, når man er gyveldræber, som jeg har været i dag, siger Claus Wistoft.
Måske er det fordi, at det kun var for en enkelt dag, at Claus Wistoft skulle rydde gyvel, eller også kunne han rent faktisk godt lide arbejdet.
I hvert fald mente borgmesteren, at det slet ikke kunne sammenlignes med en tur i egen have.
- Jeg nyder måske ikke altid havearbejdet derhjemme, men at komme herud og få lov at gå og lave noget, det synes jeg er dejligt. Jeg kan godt lide fysisk arbejde, siger Claus Wistoft.
I Syddjurs Kommune er et af de store, tilbagevendende temaer, hvad skellet mellem natur og byliv skal være. Syddjurs Kommune har noget af Danmarks smukkeste natur, men det kan ikke drive en kommune alene.
Heller ikke ifølge borgmesteren, der gerne vil have mere samspil mellem de to ting.
- Folk flytter ikke til Syddjurs alene på grund af naturen. De flytter også til Syddjurs, fordi der er en nærhed til Aarhus og resten af Østjylland, siger Claus Wistoft.
Se borgmesteren i praktik i videoen øverst i artiklen.