Borgmester-kandidat slår ventetiden ihjel i fitnesscentret
Som borgmesterkandidat kan det være noget nervepirrende at vente på aftenens resultat. Heldigvis er der mange måder at få tiden til at gå på
Martin Ravn træder i pedalerne, hiver i vægtstængerne og sveder i planken. Han er borgmesterkandidat for Venstre i Horsens Kommune, og imens han venter på, at resultatet af tirsdagens valg tikker ind, er han taget i fitnesscenter.
- Det er en utrolig god måde for mig at koble af på og slappe af, og på sådan en valgdag her vil man gerne tænke på noget andet, fordi jeg er sådan lidt spændt på resultatet i aften, siger Martin Ravn (V) til TV2 ØSTJYLLAND.
Læs også
Den nuværende borgmester, Peter Sørensens, dag ser dog en smule anderledes ud. I Horsens Kommune er det nemlig en tradition, at borgmesteren besøger et vis antal valgsteder i løbet af dagen.
- Jeg får snakket med alle de frivillige og ikke mindst de kommunale ansatte, som i dag er ude og løse en anden opgave. Sådan lige for at høre hvordan det går, og om der er noget, vi kan gøre anderledes og bedre under og op til valget fremover, siger Peter Sørensen (Soc.dem) til TV2 ØSTJYLLAND.
Læs også
Martin Ravn kunne godt have valgt at blive valgtilforordnet, men det sagde han nej til.
- Så ville jeg være låst til det sted, for der må man ikke gå fra, før alle stemmerne er talt op sent i aften. Derfor har jeg valgt at være disponibel, alt efter hvad der sker, siger Venstres spidskandidat.
Begge borgmestre har rigeligt med sommerfugle i maven, mens de venter på at finde ud af hvem af dem, der bliver Horsens’ borgmester de næste fire år.
Læs også
- Der er sådan en indre uro i dag, for vi vil jo gerne vinde og have resultatet, siger nuværende borgmester Peter Sørensen.
Og for Martin Ravn er der også nerver på, for i aften kan en drøm gå i opfyldelse.
- Jeg har altid drømt om at blive borgmester, og om det kan lade sig gøre, det får vi at se. Jeg selvfølgelig selv lidt optimistisk, siger han.