Borgmester: Idiotisk opførsel
Århus-borgmester Nicolai Wammen (S) var selv på stadion, da Brøndby-fans gik amok efter fodboldkamp søndag.
Borgmester Nicolai Wammen,(S) er meget kontant i sin fordømmelse af den gruppe Brøndby-fans, som søndag aften gik amok på stadion og efterfølgende lavede ballade i byens gader.
- Jeg vil på det skarpeste fordømme de helt igennem idiotiske og usportslige voldshandlinger, som en gruppe fodboldbøller fra Brøndby begik på Århus Stadion søndag aften. Vold og ballade hører ingen steder hjemme ved en fodboldkamp, hverken i Århus eller nogen andre steder, siger borgmesteren.
Omkring 100 tilhængere fra Brøndby ville storme banen efter kampen, men sikkerhedsvagterne var klar til at stoppe dem.
- Jeg vil samtidig takke kontrollørerne på Århus Stadion og Østjyllands Politi for en flot og konsekvent indsats mod fodbold-bøllerne, siger Nicolai Wammen.
Optøjerne resulterede i omkring 20 anholdelser, og ballademagerne hærgede desuden blandt andet et værtshus i det centrale Århus.