Borgmester i samråd om fjernvarmesag
De Konservative kræver borgmester Nicolai Wammen (S) ind i sagen om de mange fjernvarme-millioner.
Borgmesteren i Århus, Nicolai Wammen (S), skal i dag svare på en hel række spørgsmål, når han mødes med Teknisk Udvalg.
De er De Konservatives Niels Brøchner, der har sendt borgmesteren 16 spørgsmål og indkaldt ham til samråd med udvalget, og årsagen er sagen om de mange hundrede millioner kroner, som forbrugerne har tilgode i forbindelse med fjernvarmeregnskabet.
Brøchner har tidligere udtalt til TV 2 | ØSTJYLLAND, at han ikke har den store tillid til den ansvarlige rådmand, Peter Thyssen (R), og nu vil han altså have borgmesteren ind i sagen.
- Jeg ønsker, at borgmesteren går ind i sagen og sætter magistratens 2. afdeling under administration, siger Niels Brøchner til TV 2 | ØSTJYLLAND forud for dagens samråd.
Fjernvarme-sagen er efterhånden trukket i langdrag, og det konservative medlem af byrådet mener nu, at en snarlig og effektiv afslutning på sagen er påkrævet.
- Jeg går ikke efter personer, men der har været så meget rod i den her sag, at borgerne har krav på at få et svar fra borgmesteren, siger han.
TV 2 | ØSTJYLLAND følger dagens møde mellem borgmesteren og teknisk udvalg, og du kan blive opdateret her på tv2oj.dk og i vores nyhedsudsendelse klokken 19.30.