Borgmester i praktik som brugtvogns-forhandler: Jeg er vild med gamle biler
Steen Vindum (V) kom i praktik som brugtvognsforhandler i bilernes by
I forbindelse med kommunalvalget i slutningen af november har TV2 ØSTJYLLAND inviteret de østjyske borgmestre ud i virkeligheden.
Silkeborgs borgmester Steen Vindum fra Venstre er næste levende billede, der skal prøve kræfter med almindeligt dagligdagsarbejde.
Han fik lov at få noget jord under neglene som brugtvognsforhandler i bilernes by, Silkeborg.
Her var der blandt andet blevet kasseret en bil, der tilhørte Silkeborg Kommune.
- Vi skal passe godt på vores biler og Silkeborg Kommunes biler, men når jeg lige kigger på den her, så tror jeg det er okay, at den blev skrottet, siger Steen Vindum.
I forbindelse med kommunalvalget den 21. november har vi her på TV2 ØSTJYLLAND sendt de østjyske borgmestre i praktik som noget helt andet end deres dagligdag på rådhusene. Du kan se alle afsnittene af miniserien med borgmestrene her.
Steen Vindum var i praktik på Knudlund Autogenbrug, og borgmesteren fortalte, at han er ganske vild med gamle biler.
I Silkeborg Kommune er man ellers glade for at bygge nyt – så hvordan hænger det sammen?
- Jeg synes, vi vedligeholder vores bygninger, men vi kunne godt gøre det lidt bedre. Men engang imellem sender vi nogle bygninger til skrot og rager nogle ting ned. Vi har nogle bygninger, der har udtjent deres værnepligt, og så skal de erstattes af noget nyt, siger Steen Vindum.
- Man skal passe på det gamle, men nogle gange skal man også erkende, at det gamle er blevet for nedslidt, og at det er bedre at bygge noget nyt, siger han.
Og det var i hvert fald tilfældet med bilen fra Silkeborg Kommune, som Steen Vindum også fik lov til endeligt at skrotte – ligesom han fik lov til at fifle med et dæk.
- Jeg fik hjælp af en maskine, og det lykkedes mig da også at få dækket af. Så det er jeg da stolt af og glad for, siger han.
Se mere i videoen øverst i artiklen.