Borgmester holder Letbane-pressemøde tirsdag

Jacob Bundsgaard vil kommentere på Letbane-redegørelsen tirsdag, det oplyser Aarhus Kommune

Aarhus’ borgmester, Jacob Bundsgaard (S), krævede efter aflysningen af Letbane-åbningen en redegørelse fra Aarhus Letbane, der skulle ligge klar på borgmesterens bord mandag.

Den skulle klargøre, hvem der vidste noget om sagen hvornår, og den skulle indeholde en ny tidsplan for Letbanen

Aarhus Kommune fortæller til TV2 ØSTJYLLAND sidst på eftermiddagen mandag, at borgmesteren vil kommentere redegørelsen ved et kort pressemøde tirsdag klokken 10.00. 

Læs også Åbningen af Letbanen udskudt: Sikkerheden ikke godkendt

Kommunen oplyser samtidig, at den endnu ikke har modtaget redegørelsen.

Redegørelsen er dog på vej, forsikrer Jens Velling, der er presseansvarlig hos Aarhus Letbane.

- Det er for tidligt at sige, hvornår den er klar, men det bliver formentlig først sent mandag aften, siger han til Ritzau.

 Aflysning i sidste øjeblik

Lørdag skulle have været en festdag i Aarhus. Letbanen skulle køre sin første officielle tur, og der var i den forbindelse indbudt til fest og storskærmsarrangement i Aarhus Midtby.

Den redegørelse skal ligge hurtigst muligt. Det her er en helt utålelig situation.

Jacob Bundsgaard (S), borgmester, til TV2 ØSTJYLLAND 23. september

Men fredag aften blev der sat en stopper for festen, allerede før den var startet. Trafikstyrelsen kunne nemlig ikke give de nødvendige godkendelser, og dermed måtte man aflyse den planlagte åbning.

Derfor var Jacob Bundsgaard også allerede lørdag ude at kræve en redegørelse, som skulle placere et ansvar.

Læs også Trafikstyrelsen om Letbanen: Sikkerheden er tynd

- Det er uforståeligt, at man på tværs af myndigheder ikke kan finde ud af at løse den her opgave, og derfor har jeg også bedt om at få lavet en redegørelse, der beskriver det forløb, der har været, og de beslutninger, der er truffet – og også hvem, der har vidst hvad på hvilke tidspunkter, sagde han til TV2 ØSTJYLLAND lørdag. 

TV2 ØSTJYLLAND vil være til stede til pressemødet tirsdag. Du kan følge med på vores facebookside. 

Herunder kan du se eller gense TV2 ØSTJYLLANDs interview med Jacob Bundsgaard i lørdags:

06:03 Luk video