Borgmester har selv røget - nu skal kommune være røgfri om 12 år
Favrskov vil også være røgfri i 2030
- Jeg kan stadigvæk huske, hvor godt det smager, og hvor hyggeligt det er, men da jeg blev far, følte jeg, at jeg havde et ansvar for, at mine børn voksede op i et røgfrit hjem.
Sådan lyder det fra Favrskovs borgmester, Nils Borring (S), der nu går i spidsen for, at kommunen skal være røgfri om relativt få år.
Favrskov Kommune har netop tilsluttet sig partnerskabet Røgfri Fremtid, hvor visionen er, at ingen børn og unge under 18 år ryger i 2030, mens mindre end fem procent af den voksne befolkning ryger.
Knap halvdelen af de danske kommuner er med i partnerskabet, der er et samarbejde mellem Kræftens Bekæmpelse og TrygFonden.
De fleste fortryder
Nils Borring har netop underskrevet partnerskabsaftalen på kommunens vegne, og han mener, at underskriften er oplagt.
- Det flugter fint med det, alle kommuner gør, nemlig at nedbringe antallet af rygere. Rygning medfører stor dødelighed og mange følgesygdomme, og som kommune er der penge at spare på sundhedsudgifterne, hvis der er færre rygere, siger han til TV2 ØSTJYLLAND og fortsætter:
- Vi ved, at de fleste rygere ender med at fortryde, at de begyndte. Det giver god mening, at vi prøver at skabe et liv uden røg.
Borgmesteren er selv tidligere ryger, og han prøvede at stoppe mange gange, inden han til sidst 'fandt den rigtige dag'.
- Jeg kan godt forstå, hvis nogen synes, det er lidt formynderisk, men vi blander os ikke i, om folk vil ryge. Vi giver bare nogle muligheder og tilbud. Man får et bedre helbred og en bedre økonomi, hvis man stopper med at ryge.
Rygeforbud i skolerne
Andelen af rygere i Favrskov er faldet fra 20 procent i 2010 til 14 procent i 2017, oplyser kommunen.
Efter sommerferien vil kommunen indføre rygeforbud i skoletiden. Undervisningen i skolerne skal også styrke elevernes evne til at modstå presset til at ryge og give dem viden om rygnings skadelige virkninger, lyder det fra kommunen.
Det koster i gennemsnit ti leveår at være daglig ryger. I Favrskov Kommune har alle medarbejdere og borgere mulighed for at deltage i gratis rygestopforløb.
Fakta om unge og rygning
- Hver dag begynder 40 børn og unge at ryge.
- Hvert 36. minut tænder et barn eller ungt menneske den første cigaret.
- 24 pct. af de 16-19-årige ryger hver dag eller lejlighedsvist.
- I 2013 røg kun 22 pct. i samme aldersklasse.
- 8 ud af 10 rygere begyndte, inden de fyldte 18 år.