Borgmester genkender ikke Kaffegals kritik af Favrskov Kommune

Ifølge Café Kaffegal orienterede Favrskov Kommune aldrig virksomheden om, at borgere var utilfredse med deres ansættelsesforløb. Borgmester genkender ikke kritikken

02:35

Ifølge borgmester i Favrskov Kommune Nils Borring (S) blev Café Kaffegal orienteret om, at der var borgere, der var utilfredse med deres forløb i virksomheden.

Søndag trådte 13 tidligere medarbejdere på Café Kaffegal i Aarhus frem og fortale om kritisable arbejdsforhold i den sociale økonomiske virksomhed.

Caféen modtager borgere, der er psykisk sårbare og er blevet henvist til caféen af jobcenteret for at komme tilbage på arbejdsmarkedet.

Læs også Kaffegal: Vi lægger afstand til eks-ansatte og Favrskov Kommune

Foruden Aarhus Kommune har caféen tidligere haft et samarbejde med Favrskov Kommune. Men i 2014 afbrød kommunen samarbejdet med Café Kaffegal efter klager fra flere borgere.

Kommunen tilbød alle 11 borgere, der var i forløb hos virksomheden, at kvitte jobbet på caféen. Det takkede syv af dem ’ja’ til.

Læs også Kaffegal: 13 tidligere ansatte anklager café for mobning

I en pressemeddelelse, som Café Kaffegal har lagt ud på deres hjemmeside tirsdag, bliver Favrskov Kommune beskyldt for aldrig at have orienteret virksomheden om, at der var borgere, der var utilfredse med forløbene:

”… Ligeledes ville det have været rimeligt at forvente, at Favrskov Kommune afsatte ressource til at indgå i en evaluering af forløbet, der kunne have resulteret i en konstruktiv dialog med læring for både kommune og virksomhed. Virksomheden hørte aldrig fra Favrskov Kommune, men hører nu om kritikken i medierne her 4 år efter. Dette er hverken professionelt eller fair,” står der i pressemeddelelsen.

Jeg ved fra skriftlig dokumentation, at der har været kontakt, og der har været afholdt møde med Brian Sørensen om nogle af de her borgere. Man stopper jo ikke sådan et forløb, uden der er en kommunikation med virksomheden.

Nils Borring, borgmester, Favrskov Kommune

Men den kritik er borgmester i Favrskov Kommune Nils Borring (S) uforstående overfor.

- Det kan jeg ikke genkende. Jeg ved fra skriftlig dokumentation, at der har været kontakt, og der har været afholdt møde med Brian Sørensen om nogle af de her borgere. Man stopper jo ikke sådan et forløb, uden der er en kommunikation med virksomheden. Så den historien kan jeg ikke genkende, siger Nils Borring til TV2 ØSTJYLLAND.

Samarbejdet med Café Kaffegal blev stoppet af Favrskov Kommune, efter flere af borgerne i forløb i virksomheden klagede over arbejdsmiljøet.

Læs også Kaffegal: Kommunen sætter samarbejdet med omstridt café i bero

- Vi kunne se, at der var nogle mønstre i tilbagemeldingerne fra nogle borgere, der ikke var gode, og så måtte vi stoppe. Det er det ansvar, vi har. Vi skal jo ikke have borgere i forløb, hvor det ikke falder ud til succes, siger borgmesteren.

Han understreger dog, at kommunen også havde borgere, der var godt tilfredse med deres arbejde på caféen. En af dem er stadig ansat.

Foruden kritik af Favrskov Kommune indeholder pressemeddelelsen fra Café Kaffegal også anklager mod de 13 ansatte, der har valgt at stå frem med deres oplevelser. De beskrives blandt andet som værende ”meget langt fra arbejdsmarkedet” og for at have ”mange udfordringer foruden deres psykiske sårbarhed”.