Borgmester om letbane-forsinkelse: Det er kritisabelt og møgtræls

Borgmester Jacob Bundsgaards pressemøde blev holdt efter offentliggørelsen af en redegørelse af letbane-forløbet

03:07

På dagens pressemøde om udskydelsen af åbningen af letbanen svarerede borgmester Jacob Bundsgaard (S) på spørgsmål fra en kødrand af journalister.

Direktøren skrev til mig onsdag, at man gik med to livremme og to seler. Det gjorde man så ikke.

Jacob Bundsgaard (S), borgmester

Pressemødet blev holdt efter offentliggørelsen af en redegørelse af forløbet op til aflysningen af letbane-åbningen.

- Det er utilfredsstillende, at Aarhus Letbane fejlvurderede, hvornår letbanen kunne åbne, siger Jacob Bundsgaard.

En stor åbningsfest af letbanen med kransekage, gospelkor og udstillinger skulle være fundet sted lørdag. 

Læs også Redegørelse giver ikke ny dato for Letbane-åbning

- Det ville have været klart det bedste, om man havde været sikker og ikke havde beroet på, at man forventede en godkendelse. Men det er en fejlvurdering, og det er kritisabelt, siger borgmesteren.

Gik med to livremme og to seler

Letbanens direktør, Claus Rehfeld Moshøj, skrev onsdag i sidste uge til stadsdirektør Niels Højberg. Her forsikrede han ifølge borgmesteren om, at der var styr på situationen.

Aftenen inden stod det dog klart, at Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen ikke kunne godkende letbanens sikkerhedsplaner, og åbningen blev aflyst i sidste øjeblik.

- Direktøren skrev til mig onsdag, at man gik med to livremme og to seler. Det gjorde man så ikke, siger Jacob Bundsgaard.

Selvom letbane-sagen er alvorlig måtte Aarhus' borgmester alligevel trække på smilebåndet, da han fik spørgsmålet om hvornår, man så kan forvente, at Letbanen kommer til at køre.

- Jeg tror, jeg venter lidt med at melde en dag, hvor letbanen åbner, ud, sagde borgmesteren. 

Første etape af Aarhus Letbane skulle have været indviet i lørdags. Fredag aften blev premieren aflyst. Foto: Flemming Krogh - Scanpix

Jacob Bundsgaard har efter misæren udtalt, at han vil se på, hvad udskydelsen eventuelt skal have af konsekvenser for de ansvarlige i Aarhus Letbane.

- Jeg er ikke kommet tættere på, om der er nogen, der skal fyres. Vi har byrådsmøde i morgen. Der vil jeg give en orientering og drøfte, om sagen skal have personmæssige konsekvenser, siger borgmesteren tirsdag.

Du kan se et interview med borgmesteren i videoen øverst i artiklen.

TV2 ØSTJYLLAND sendte LIVE fra dagens pressemøde på Facebook. Se videoen nedenfor: