Borgerservice-forsøg forlænges
Borgerservice bliver på bibliotekerne i Hornslet og Rønde
Forsøgsperioden med udvidet borgerservice på bibliotekerne i Hornslet og Rønde fortsætter den kommende tid.
Beslutningen om at fortsætte ordningen med udvidet borgerservice på bibliotekerne i Rønde og Hornslet blev truffet onsdag aften.
Her besluttede formændene fra de politiske partier, at ordningen skal fortsætte, indtil en politisk drøftelse om udviklingsmulighederne i borgerservice finder sted.
- Vi er i byrådet enige om at fortsætte ordningen med borgerservice på bibliotekerne i Rønde og Hornslet i en periode frem mod en politisk drøftelse af udviklingsmulighederne på området og det generelle serviceniveau. Generelt er jeg personligt tilfreds med det nuværende serviceniveau, især set i lyst af de stadig stigende muligheder for elektronisk selvbetjening og telefonisk rådgivning, siger Claus Wistoft (V), der er borgmester i Syddjurs Kommune, i en pressemeddelelse.
Han fortsætter;
- Samtidig oplever jeg, at vi har et godt tilbud til borgere, som har problemer med personligt fremmøde og/eller behov for mere indgående bistand og personlig vejledning. Jeg ser frem til den kommende politiske drøftelse, og håber vi kan opnå bred enighed i byrådet om sagen.
Det betyder, at der fortsat er borgerservice på bibliotekerne hver torsdag eftermiddag fra klokken 14.00 til 17.00, mens sager vedrørende kørekort og pas stadig kræver, at man tager turen til Ebeltoft.
Syddjurs Kommune forventer, at de politiske drøftelser på området vil finde sted i løbet af de kommende to måneder.