Borgerservice får et løft
Rådmand i Aarhus Kommune Rabih Azad-Ahmad (R) uddeler i alt to millioner kroner
Aarhus Kommune får to nye medborgercentre i Solbjerg og Viby, og Hårup får støtte til at etablere et multihus.
Rådmand for Kultur og Borgerservice i Aarhus Kommune Rabih Azad-Ahmad (R) er klar med 500.000 kroner til et medborgercenter i forbindelse med Søndervangsskolen i Viby, hvor der skal være bibliotek- og borgerservicetilbud. Også i forbindelse med Solbjerg Skole skal der laves et medborgercenter, som bliver støttet med 900.000 kroner.
- Målet med medborgercentrene er at skabe nogle uformelle rammer og tilbud, som lokalområdets borgere kan bruge. Der er tale om en form for udvidet borgerservicetilbud til borgere, som kan have brug for en ekstra håndsrækning, siger rådmanden i en pressemeddelelse.
Derudover afsætter rådmanden 600.000 kroner til et multihus i Hårup nord for Aarhus.
- Aarhus Kommune er meget mere end det, der ligger inden for Ringgaden. Borgerne i Hårup har gang i et spændende projekt, der bliver båret frem af lokalt initiativ og lokale ildsjæle. Det vil jeg gerne anerkende og støtte, siger Rabih Azad-Ahmad.