Borgerservice atter åben efter påsat brand i rådhus

Efter onsdagens brand åbner rådhuset i Grenaa nu igen for borgerbetjening fredag morgen

Onsdag og torsdag har borgerservice i Grenaa været lukket på grund af de skader, branden har forvoldt.

Grenaa-borgere der skal have styr på pas, rottebekæmpelse eller flytning kan fredag atter henvende sig i borgerservice i Grenaa.

Fra fredag morgen slår den lokale borgerservice nemlig dørene op efter den påsatte brand natten til onsdag.

Læs også Politi: Indbrudstyv startede rådhus-brand i Grenaa

Torsdag kom det frem, at det formentlig er en tyv, der startede onsdagens brand på rådhuset i Grenaa.

- Det er ret tydeligt, at der har været indbrud, da flere kontorer er gennemrodet. Vores teori er, at branden er opstået i den forbindelse, sagde kommunikationsrådgiver Jeanette Løv Rasmussen torsdag til TV2 ØSTJYLLAND.

01:04

VIDEO: Det er sandsynligvis en tyv, der startede branden på Grenaa Rådhus. Se video fra branden her. Foto:Nikolaj Nielsen

Luk video

Vil informere borgerne

Onsdag og torsdag har borgerservice i Grenaa været lukket på grund af de skader, branden har forvoldt. 

- Det er meget ubehageligt for os alle sammen, at nogen har brudt ind og sandsynligvis påsat brand. Det skal være trygt at gå på arbejde for vores medarbejdere og trygt for borgerne at færdes i huset, siger kommunaldirektør Christian Bertelsen i en pressemeddelelse. 

Det er positivt at opleve den kæmpe indsats og opbakning til hinanden, som medarbejderne udviser.

Christian Bertelsen, kommunaldirektør, Norddjurs Kommune

Borgerne i Grenaa vil løbende blive informeret om, hvad kommunen gør for at levere serviceydelser i den kommende tid, lyder det fra kommunaldirektøren.

Brandvæsenet rykkede i stor stil ud til rådhuset i Grenaa, og arbejdet med at slukke branden fortsatte torsdag.

Medarbejdere rykker sammen

Borgerservice er nu rengjort, og medarbejderne har haft mulighed for at hente bærbare PC’er og andre ting, så de kan arbejde hjemme eller på andre lokationer. De fleste kan dog placeres på rådhuset.

Borgerservice på rådhuset har torsdag haft til huse hos UU Djursland i Grenaa. Der vil fredag ikke være borgerservice i Auning og Ørsted.

Læs også Politiet undersøger om brand på rådhus er påsat

I øjeblikket bliver de medarbejdere, som ikke kan arbejde på deres kontorer, placeret andre steder. I den sammenhæng er bygninger i Allingåbro og Glesborg samt materielgården i Grenaa taget i brug.

- Det er positivt at opleve den kæmpe indsats og opbakning til hinanden, som medarbejderne udviser. Sammen løfter vi opgaven med at sikre god, stabil drift til borgerne, siger Christian Bertelsen.

Norddjurs Kommune har endnu ikke det fulde overblik over skadernes omfang.