Borgerne på Mols kæmper for overlevelse

Med penge fra RealDania skal borgerne på Mols være med til at vende den negative udvikling til noget positivt

02:23

1 af 2

18 landsbyer på Mols, der kæmper for at overleve, nyder godt af, at Fonden RealDania har sat gang i projektet "Landsbyklynger", der skal skabe nyt liv.

Sammen har landsbyerne på Mols lavet en plan, der skal redde Mols fra at dø ud.

- Det vi gerne vil på Mols, det er i princippet at skifte to bogstaver ud i et spændende. Det vil sige, at vi tager a og f væk, og så erstatter vi det med u og d. Så ændrer vi afvikling til udvikling, siger Søren Ibsen, der er formand for styregruppen "Mols i udvikling".

Styregruppen skal komme med forslag til, hvordan områdets borgere selv kan være med til at vende udviklingen.

- Det vi gerne vil, det er at lave nogle synergieffekter mellem de aktiviteter, der er i landbyerne. Det vil sige, at hvis det er svært i en landsby at få noget til at fungere, så kan vi måske lægge to eller tre landsbyer sammen, og så sige: Hvordan kan vi så få jeres aktiviteter til at fungere? Hvordan kan vi støtte det helt ude i hjørnet af Helgenæs? Det er det, der meningen, siger Søren Ibsen.

Bliver en del af et større fællesskab

Mols er et område med faldende børnetal. Molboerne er klar over, at der skal ske noget for at vende udviklingen, og det kan lade sig gøre med pengene fra RealDania.

- Jeg tror da, at molboerne vil gå rigtig positivt ind i det her samarbejde og se på, om det ikke giver dem nogle gode muligheder at begynde at tale sammen og se sig selv, som en del af et større fællesskab end den enkelte landsby, siger Stine Jacobi, der er programchef for RealDania.

I næste uge går styrelsesgruppen i gang med en større borgerundersøgelse, hvor molboerne får mulighed for at komme deres ideer til, hvad der kan gøres.

I TV-indslaget øverst på siden kan du se mere om udviklingen og samarbejdet på Mols.