Borgerne bestemmer selv

Borgerbudgettering vælger, hvem der får pengene

Borgerne bestemte, at Mikkel Elming skulle have 1. pladsen til 25.000 kroner.

Et projekt i Randers har for første gang prøvet at bruge borgerbudgettering.

Budgetteringen går ud på, at borgerne selv bestemmer, hvilket projekt der indenfor et bestemt område får penge fra kommunen.

Med titlen 'Bevæg Randers' og en pulje på 50.000 kr. skulle unge mellem 15 og 25 år komme med forslag til bevægelse i Randers med en præsentationsvideo. Samtidig skulle de også selv udpege, hvilket projekt der skulle finansieres.

- Vi har prøvet at gribe det lidt mere utraditionelt an og bruge de sociale medier. Her skal de unge selv bestemme, hvordan man bevæger Randers. Den video, der bliver delt flest gang på Facebook får pengene, fortæller selvstændig rådgiver i brugerdrevet innovation Ulla Skov Aldahl til TV 2 | ØSTJYLLAND.

Ifølge Ulla Skov Aldahl er tendensen i kommunalt støttede projekter, at der først kommer penge frem, når hele projektet er planlagt. Hun kan godt se borgerbudgettering blive brugt i et bredere omfang i fremtiden.

- Man kan helt sikkert bruge det i andre sammenhænge. Her skal borgerne selv bestemme, hvad pengene bliver brugt til. Kommunen udstikker en ramme, og så blander vi os ikke mere, fortæller hun.

Se vindervideoerne nedenfor:

1. pladsen - Dans og del - 9047 delinger - vinder 25.000 kr.

2. pladsen - Tom diverse - 7840 delinger - vinder 10.000 kr.

3. pladsen - Jannie og venner - 4.347 - vinder 7.500 kr.

4. pladsen - Daily Run - 1.416 delinger - vinder 5.000 kr.

5. pladsen - Ungdomsskolen - 348 delinger - vinder 2.500 kr.