Borgermøde om indbrud
Stor interesse for møde om at stoppe indbrudstyve
Tirsdag aften havde Aarhus Kommune Og Østjyllands Politi i samarbejde med TrygFonden og Det Kriminalpræventive Råd inviteret til borgermøde i Stakladen i Aarhus.
Mødet handlede om at forhindre indbrud, og der var blandt andet oplæg fra en tidligere indbrudstyv, der kom med gode råd til at holde tyven ude.
Og det var netop de gode råd, som mange af de 300 gæster til det udsolgte arrangement var kommet for at høre.
- Det er for at høre, hvordan man kan mindske risikoen for at få indbrud og få nogle gode ideer og fif, siger Ditte Vaaben fra Aarhus
I Aarhus Kommune var der alene i 2013 ifølge Danmarks Statistik hele 2623 indbrud, hvilket svarer til cirka otte indbrud per 1.000 indbyggere.
At holde øje med livet i det område man bor, og fortælle det til politiet hvis man ser noget mistænkeligt er ifølge tirsdagens oplægsholdere en af de mest effektive måder at forhindre indbrud på.
Og det var med til at gøre, at der var mange, som tilmeldte sig Nabohjælp.
- Vi har haft en del indbrud i det område, jeg kommer fra, og måske er Nabohjælp noget af det, som vi skal prøve at udbrede lidt mere i vores parcelejerforening, siger Marius Carstensen fra Aarhus.
Du kan se mere om arrangementet i indslaget øverst på siden.