Borgermøde i Kolby
Godt 200 asylansøgere på vej til øen
Der var stor interesse for aftenens borgermøde i Kolby Forsamlingshus. Et par hundrede samsinger var mødt op, for at høre mere om de godt 200 asylansøgere, som om kort tid kan være på vej til øen.
Det er planen, at de skal bo på Samsø Højskole og Feriecenter Samsø indtil deres sager er behandlet.
Og de samsinger, som TV 2 | ØSTJYLLAND talte med, var meget positivt stemte overfor øens kommende gæster.
- Jeg synes, det er dejligt. Det er dejligt, at vi får noget liv på øen, at højskolen bliver brugt til noget, og det er rigtig godt, at vi kan skabe nogle arbejdspladser på øen - det har vi hårdt brug for, siger Lasse Ovesen, der er efterskoleforstander på Samsø.
- Vi har jo prøvet det før. I perioden 92-96 boede der 160 bosnier på Samsø - og vi havde stor gavn af dem. De var her i en længere periode, og de blev faktisk rigtig godt integreret, siger øens borgmester Marcel Meijer (S).
- Det kunne vi gøre dengang - og det kan vi også gøre igen.
Se hele interviewet øverst.