Borgerlige forsøgte kup
Ville bakke op om socialdemokratisk borgmester
Flere borgerlige medlemmer af det kommende byråd i Silkeborg har forsøgt at lave et kup mod den kommende borgmester, Steen Vindum fra Venstre.
De borgerlige medlemmer har tilbudt den nuværende borgmester, Hanne Bæk Olsen (S), at løbe fra deres aftale om at bakke op om Steen Vindum som borgmester.
I stedet ville de borgerlige medlemmer angiveligt give posten til Hanne Bæk Olsen mod, at hun ville sige nej til en udvidelse af Nordskovvej samt en parkeringskælder under Torvet i Midtbyen.
Se: Hul i Torvet - ikke i hovedet
Hanne Bæk Olsen valgte at orientere Steen Vindum om sagen. Han kalder det "ubehageligt" og "illoyalt".
Hanne Bæk Olsen takkede nej til tilbuddet, fordi hun mener, prisen er for høj.
- Prisen var for høj i forhold til de ting, jeg gerne vil stå for. Som borgmester og under valgkampen har jeg hele tiden sagt, at Silkeborg er en vinder-kommune, siger Hanne Bæk Olsen til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Se: Borgmester: Er ikke headhuntet
- Jeg synes, det er rigtigt vigtigt, at vi kæmper og arbejder for det, vi tror på hos Socialdemokraterne. Det er jeg gået til valg på - og det har jeg ikke lyst til at give køb på.
Hanne Bæk Olsen er stadig borgmester indtil årsskiftet, hvorefter Steen Vindum rykker ind på rådhuset.
Se hele interviewet med Hanne Bæk Olsen øverst i artiklen.