Borgerlig strid om borgmester-post: - Det er mig – Nej, mig

Der er splid i den borgerlige fløj på Samsø, når det kommer til spørgsmålet, om hvem der skal være borgmester, hvis de borgerlige får flertal til kommunalvalget

02:40

Konservatives Per Urban Olsen og Venstres Henrik Kjær kan ikke blive enige, om hvem der skal være borgmester, hvis de borgerlige får flertal i Samsø Kommune. DF'er Claus Holm lover, at holde dem i ørerne.

Henrik Kjær (V) og Per Urban Olsen (K) går efter at kunne hive et borgerligt flertal hjem ved kommunalvalget. Men når de skal pege på, hvem der skal være borgmester ved et muligt flertal, så peger de begge på sig selv.

Lørdag deltog begge spidskandidater i TV2 ØSTJYLLANDS valgdebat på færgen, der sejler til Hou. Og her var der let til latter blandt tilskuerne, da de begge endte med at pege på sig selv.

- Jeg vil gå benhårdt efter den her borgmesterpost. Ellers så stod jeg ikke her i dag. Så stod jeg hjemme i urtehaven i stede for og hygget mig der. Det er derfor, jeg står her i dag, jeg tror på det, siger Per Urban Olsen, der dog ikke umiddelbart kan forvente opbakning fra Venstre. 

Læs også Samsø: Valgkamp bør handle om andet end en hurtigfærge

For Venstres spidskandidat, Henrik Kjær, var lørdag ikke villig til at pege på andre end sig selv som borgmester.

- Jeg vil så sige det på den her måde. Vi går til valg i et valgforbund. Vi har to borgmesterkandidater. Nu er det op til vælgerne. Hvem synes I egentlig skal have den her. Og så må vi afgøre det derefter, siger Henrik Kjær, der opfordrer til, at samsingerne stemmer personligt, hvis de vil have indflydelse på hvem, der bliver borgmester.

Vil ikke gentage valgnatten i 2013

Ved kommunalvalget i 2013 fik Venstre flest stemmer, men partiet havde ikke mulighed for at samle flertal og tage borgmesterposten. På valgnatten stod det derfor mellem Marcel Meijer (S) og den - på det tidspunkt - sidden konservative borgmester på Samsø, Jørn Nissen, om at skabe flertal til en borgmesterpost.

Jørn Nissen troede ikke, at Marcel Meijer (S) ville få Venstres støtte, og gik ud fra at han kunne tage en periode mere som borgmester. Men socialdemokraterne forlod forhandlingerne med Konservative, og lavede i stedet en aftale med Venstre, der satte Marcel Meijer i spidsen som borgmester.

Men dette drama har man i den borgerlige fløj ikke lyst til skal gentage sig i år. 

Læs også Statsministeren på kort besøg på Samsø

- Jeg vil garantere dig for, at vi kan blive enige. Vi kommer aldrig til at opleve det, som vi oplevede ved sidste kommunevalg. Hvor Marcel fik lov til at lave tre konstitueringsaftaler samme aften. Det var nemlig vor egen skyld. Det kommer aldrig til at lykkes igen. Vi er enige, vi står sammen.

Og Dansk Folkepartis kandidat garanterer for, at han vil holde de to kandidater op på deres løfte om at nå til enighed.

- Og hvis de ikke bliver enige, så får de en røvfuld begge to, siger Claus Holm (DF). 

Se hele debatten fra Samsøfærgen lørdag herunder: