Borgerlig splittelse om Kattegatbro
De Konservatives transportminister er kommet i kraftig modvind hos flere borgerlige efter udmelding om, at Kattegatbroen ikke skal bygges.
Østjyske borgerlige politikere raser mod transportminister Lars Barfoeds (K) planer om at droppe en Kattegatbro til fordel for hurtigfærger.
En del af kritikken kommer fra ministerens eget parti, De Konservative:
- Det er ærgerligt, at en Kattegatbro nu igen er sendt til hjørnespark. Der er behov for en Kattegatbro, og jeg er overbevist om, at vi får en bro. Jeg vil presse på, for at mine kollegaer på Christiansborg bliver holdt i frisk erindring om behovet for en Kattegatbro, siger Tom Behnke, der er folketingsmedlem for De Konservative.
Trafikordfører Kim Christiansen fra Dansk Folkeparti mener, at ministeren begår forligsbrud:
- Det virker dybt useriøst af ministeren. Jeg vil holde ham op på den undersøgelse, som forligskredsen har besluttet skal gennemføres, og jeg er sikker på, at den vil vise, at en bro er den bedste løsning - både samfunds- og miljømæssigt. Det er helt utilstedeligt af ministeren, hvis han vælger at droppe en Kattegatbro.
En af de varmeste østjyske fortalere for broen er også i oprør over ministerens udtalelser.
- Det er vildt besynderligt, at transportministeren nu kortslutter processen i arbejdet for at undersøge mulighederne for en Kattegatbro. Jeg vil nu forsøge at fremskynde rapporten fra Kattegat Komitéen, der viser, at en bro er den mest miljøvenlige løsning og vil gavne samfundet bedst, siger Anders G. Christensen (V), der er borgmester i Favrskov Kommune.
Se mere i TV 2 | ØSTJYLLAND i aften.