Borgerlig splid i Odder

Venstre og Konservative stemte imod hinanden på det sidste byrådsmøde i Odder før valget.

De borgerlige partier i Odder er enige om, at de gerne vil vælte den socialdemokratiske borgmester Elvin Hansen. Men i går kom der sprækker i enigheden. Det skete på det sidste byrådsmøde før kommunalvalget i dag, skriver Horsens Folkeblad.

Den borgerlige splittelse opstod under en debat om den nye ledelsesstruktur på Odder Rådhus. På forhånd tegnede der sig et borgerligt flertal for en model med tre direktører. Men Venstres Bente Grønfeldt mødte op til byrådsmødet med et helt nyt forslag med tre politiske udvalg og fire direktører.

Dét forslag gav en del diskussion, og der måtte en rygepause til, før hele byrådet - minus de fire konservative - stemte for.