Borgere om genvalgt borgmester: Han har et dejligt væsen
Dagen derpå er borgerne i Skanderborg godt tilfredse med den blivende borgmester
Det er dagen derpå i Skanderborg.
Selv om socialdemokratiet gik tilbage ved valget og tabte et enkelt mandat, er der stadig et rødt flertal i kommunen.
Dermed hedder Skanderborgs borgmester stadig Jørgen Gaarde (S).
- Det er en rigtig god ide, at Jørgen Gaarde fortsætter som borgmester. Det kører rigtig fint. Han er visionær. Der er noget stabilitet i udviklingen og fremsynethed, der forventer jeg fortsætter, Kirsten Schmidt, der er borger i Skanderborg til TV2 ØSTJYLLAND.
Ikke nemt at være borgmester
Anna-Lise Stege synes, at valgresultatet er intet mindre end alletiders.
- Jeg kan godt lide ham, siger Anna-Lise Stege, der bor i Hørning.
Og hun synes, at han gør det godt. Sådan helt generelt.
- Og så kan jeg godt lide hans væsen. Der kan altid være noget at kritisere, men det er heller ikke nemt for ham, siger Anna-Lise Stege.
Henrik Sørensen fra Skanderborg bakker damerne op:
- Han gør det rigtig godt, siger han.
Træt borgmester
TV2 ØSTJYLLAND fangede Jørgen Gaarde i nat.
- Jeg er en glad, men træt mand nu. Jeg når lige at få et par timers søvn, inden vi skal i gang igen.
Gik som ventet
Jørgen Gaarde blev ellers udfordret af Anders Rosenstand Laugesen fra Venstre til borgmesterposten. Det gik dog ikke helt som ønsket. Venstre endte med at gå et mandat tilbage.
- Det gik ikke helt, som vi havde ønsket, men ret meget som ventet. Vi endte faktisk med lige præcis den situation, som jeg havde regnet mig frem til som værende den mest sandsynlige, siger Anders Rosenstand Laugesen.
Han erkendte da også, at det ville blive svært at fravriste Jørgen Gaarde borgmesterkæden i Skanderborg.
Øverst kan du høre, hvad et par borgere i Skanderborg kommune mener om gårsdagens valg.
Jørgen Gaarde
- 62 år
- Bor i Skanderborg
- Gift
- Har tidligere arbejdet som skoleinspektør på Stilling Skole.
- Uddannet lærer fra Marselisborg Seminarium 1979.
- Fik 4443 personlige stemmer ved valget i 2013.