Borgere kæmper for sikker cykelsti: - Det er med livet som indsats at cykle her

I Solbjerg kæmper en gruppe borgere mod kommunens plan om at anlægge en kombineret bil- og cykelsti på en trafikeret skolevej. Borgerne får opbakning af Cyklistforbundet, der frygter for sikkerheden.

Heidi Berner er én af de mange borgere i Solbjerg, der er utryg ved at cykle på landevejen til Tranbjerg.

I Solbjerg syd for Aarhus har borgerne længe kæmpet for at få en cykelsti til Tranbjerg langs en befærdet landevej.

Hvis borgerne fra Solbjerg vil cykle til Aarhus eller mod Tranbjerg, bliver de nemlig nødt til at cykle hele fire kilometer på den trafikerede og smalle landevej, hvor der både kører busser og lastbiler forbi.

Det gør blandt andet cyklisten Heidi Berner utryg. Hun er netop flyttet til Solbjerg og vil meget gerne cykle på arbejde til Aarhus, men de fire kilometer på ruten uden cykelsti bekymrer hende.

Vi kan ikke rigtig cykle i sikkerhed, fordi biler og busser kommer så stærkt på vejen, så det er altid med livet som indsats, når man cykler her.

Heidi Berner, cyklist, Solbjerg

- Vi mangler hundrede procent cykelstier. Vi er mange, som arbejder i Aarhus, men vi kan ikke rigtig cykle i sikkerhed, fordi biler og busser kommer så stærkt på vejen, så det er altid med livet som indsats, når man cykler her, siger Heidi Berner til TV2 ØSTJYLLAND.

Heidi Berner vil aldrig lade sin datter cykle på landevejen. 

Heidi Berner har også en datter, og selvom hun er gammel nok til at cykle i skole, får hun ikke lov.

- Det får hun aldrig lov til på den her vej. Det tør jeg simpelthen ikke. Så længe vi ikke har en cykelsti, bliver det på den sikre måde med enten bus eller bil, siger Heidi Berner.

Læs også Skolebussernes ruter lavet om: - Vores hverdag er slået i stykker

Heidi Berner er ikke alene om ønsket om en mere sikker cykelsti fra Solbjerg til Tranbjerg. Faktisk er ønsket om en cykelsti så stort fra borgerne i Solbjerg, at de har nedsat et udvalg, som kæmper for, at der bliver etableret en sikker cykelsti på ruten så hurtigt som muligt.

- Der er mange cyklister, der er blevet rørt af de tunge bilister, og nogen er røget i grøften, og så er der alle dem, som helt har fravalgt at bruge stien, siger Henrik Meilstrup, der er talsperson for Sikker Cykelsti Solbjerg-Tranbjerg, til TV2 ØSTJYLLAND.

Henrik Meilstrup er talsmand for Sikker Cykelsti Solbjerg-Tranbjerg.

Ikke tilfreds med mulig løsning

Der er dog en løsning på vej. Kommunen tilbyder nemlig at lave en såkaldt 2 minus 1 vej, hvor en hvid stribe markerer det område, hvor cyklisterne må køre på vejen.

Den løsning er borgerne dog bestemt ikke tilfredse med.

- Vi er rigtig mange borgere i Solbjerg, som gerne vil have en sikker og tryg stiforbindelse fra Solbjerg til Tranbjerg. Kommunen har lagt op til kun at give en 2 minus 1 vej, og det, føler vi ikke, er sikkert, siger Henrik Meilstrup, der er talsperson for sikker cykelsti SolbjergTranbjerg.

Ved en 2 minus 1 vej, skal bilisten trække ind på midten, men hvis der kommer en modkørende, skal bilisten kører udover de stiplede linjer, hvor cyklisterne kører. 

Ved en 2 minus 1 vej skal bilisten gøre det modsatte af, hvad man normalt skal gøre. Her skal bilisten nemlig trække ind på midten, hvor man ikke er til fare for fodgængere og bilister.

Men hvis man møder en modkørende, skal man trække ind over den stiplet kantlinje, og det er der, hvor cyklisterne og fodgængerne er.

- Jeg tænker, at det er en dårlig løsning. Så tænker vi cyklister sikkert, at så er der en cykelsti til os, men det er der bare ikke, siger Martin Jensen, som er cyklist og bor i Solbjerg.

02:30

VIDEO: Flere borgere fra Solbjerg er utrygge ved at cykle på landevejen til Tranbjerg.

Luk video

Cyklistforbund forstår bekymringen

Vejen til Tranbjerg bliver blandt andet brugt af gymnasieelever og børn der skal til skoletandlæge. Og Aarhus Cyklistforbund forstår godt borgernes bekymring.

- Der vil altid være en risiko for, at en hård bilist støder sammen med en blød trafikant. En cykelsti i eget regi er at foretrække, siger Jens Bruhnings Hansen, der er næstformand i Cyklistforbundet Aarhus.

Forslaget om en regulær cykelsti mellem Solbjerg og Tranbjerg fortsætter som en del af budgetforhandlingerne i Aarhus Kommune, der slutter til oktober, fordi flere partier har genoptaget det.

04:50

VIDEO: Mandag var det første skoledag i det østjyske, og formentligt forløb det stille og roligt de fleste steder - men i Norddjurs kommune gav feriens afslutning anledning til både vrede, frustration og livsfarlige trafikale situationer, fordi mange skolebussers ruter enten er nedlagt eller ændrede.

Luk video