Borgere kæmper mod havbrugs-planer ved Djurslands østkyst

Borgere frygter for natur og turisme, hvis planerne om havbrug ved Djurslands østkyst gennemføres

01:51

Anna Ebbesen er initiativtager til gruppen "Nej til havbrug".

Det er skidt for naturen og turismen, hvis planerne om tre havbrug ved Djurslands østkyst føres ud i livet.

Det mener en gruppe borgere, der har taget kampen op mod planerne. 

- Jeg er dybt forundret over, at der fra politisk side er opbakning til at opsætte havbrug i det omfang, som vækstplanerne lægger op til. Det har store konsekvenser miljømæssigt – både på kort og lang sigt, siger Anna Ebbesen, der er initiativtager til gruppen ”Nej til havbrug”.

Ideen er at etablere tre havbrug, hvor der skal opdrættes tusindvis af regnbueørreder.

De lokale borgere frygter, at havbrugene vil føre kvælstof og fosfer direkte ud i havvandet.

Det vil være skadeligt for naturen og for kvaliteten af vandet ved de nærliggende badestrande, mener Knud Andersen, der er tidligere formand for Landsforeningen Levende Hav. 

Læs også Storken har fået et hemmeligt vintersted på Djursland

- Vi frygter det meget og vil kæmpe mod det. Jeg synes slet ikke, vi skal tage den chance på naturens vegne, siger Knud Andersen. 

Gruppen har på kort tid samlet flere end 1800 underskrifter mod planerne. 

- Det siger noget om, at der er stor opbakning i forhold til, at det her politiske initiativ ikke skal blive til noget, siger Anna Ebbesen.

TV 2 I ØSTJYLLAND har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Snaptun Fiske Export og Hjarnø Havbrug, som ønsker at etablere de tre anlæg.

Hvis Miljøministeriet godkender anlæggene, vil etableringen begynde til marts næste år.