Borgere i små byer kan miste livline til det offentlige
Økonomisk krise i Norddjurs kan betyde lukninger af borgerservice-kontorer
940.000 om året.
Det er, hvad Norddjurs Kommune kan spare ved at lukke borgerservice-kontorerne i Auning og i Ørsted.
Det virker måske ikke af alverden, men den økonomisk plagede kommune skærer ind til benet, hvor det lader sig gøre, på grund af et gigantisk hul i kommunekassen.
Læs også
Kommunalforvaltningen i Norddjurs Kommune har foreslået politikerne at lukke Borgerservice i Auning og Ørsted fra 1. februar 2019. Det vil være at lukke to ud af tre borgerservicetilbud i kommunen.
Idéen er, at indbyggerne herefter skal kontakte kommunen over internettet eller telefonen - eller ved at bruge borgerservice-kontoret i Grenaa.
Alvorligt og urimeligt
Forslaget fra forvaltningen vækker vrede og giver dybe panderynker blandt borgerne i de to mindre byer.
- Det er en rigtig skidt idé, og jeg synes, det rammer de svageste i samfundet på en helt urimelig måde, siger Henning Hansen, som er indbygger i Ørsted og tidligere skoleleder på Rougsøskolen, til TV2 ØSTJYLLAND.
Læs også
Peter Hjulmand Nielsen repræsenterer nogle af dem, der kan beskrives som fysisk svage. Han er formand for Handicaprådet i Norddjurs Kommune.
- Der er en række borgere, der har behov for den borgerservice, så derfor synes jeg, at det er alvorligt, hvis man fjerner den, siger han til TV2 ØSTJYLLAND.
Offentlig trafik truet
For borgerne i Auning og Ørsted er der mellem 35 og 50 kilometer til Grenaa, og samtidig er den kollektive trafik i fare for at forsvinde.
- Besparelserne på den kollektive trafik gør, at man ikke kan komme til Grenaa i bus fra hverken Auning eller Ørsted, siger Peter Hjulmand Nielsen.
Han pointerer også, at mange af de borgere, der har behov for at benytte et borgerservice-kontor, ofte ikke har bil.
Læs også
Syddjurs Kommune var for få år tilbage i samme situation, som kommunen mod nord er nu. Her ville kommunen lukke borgerservice i Hornslet og Rønde - og samle hjælpen i Ebeltoft.
Politikerne i Syddjurs ændrede dog mening, og håbet i Auning og Ørsted er, at det samme vil ske i deres kommune.
Formanden for Håndicaprådet i Norddjurs Kommune frygter dog, at borgerne i de små byer giver op over for det offentlige system.
- Jeg er bange for, at man resignerer og ikke får den hjælp, man har brug for, siger Peter Hjulmand Nielsen.
Borgmester i Norddjurs Kommune Jan Petersen (S) har fredag skrevet følgende til TV2 ØSTJYLLAND: 'Borgerservice er i høring, og jeg har ingen kommentarer, før jeg har fået høringssvarene.'
Politikerne får høringssvarene på et møde i økonomiudvalget senere på måneden.