Borgere føler sig overhørt
Sure over vejstrækning
I morgen, tirsdag markerer Aarhus Kommune, at der tages første spadestik til den nye vejplan i Gellerup, der er en del af helhedsplanen for området.
Borgmester Jacob Bundsgaard (S) og rådmand Bünyamin Simsek (V) er blandt dem, der gæster Gellerup i morgen, men Gellerupparkens repræsentanter deltager ikke i den officielle markering.
De er nemlig utilfredse med, at en vejstrækning bliver dobbelt så bred, som beboerne fra starten blev oplyst.
- Der er ikke noget at fejre. Vores ønsker er ikke blevet hørt i denne sammenhæng, siger Gellerupparkens Afdelingsformand, Helle Hansen til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Beboerne protesterer mod bredden på forlængelsen af Tinesvej bag Gudrunsvej nr. 68-76. Vejen bliver 18 meter bred, da den skal rumme to vejspor, en midterrabat, cykelstier og fortov, og kommer, ifølge Helle Hansen, til at række mange meter længere ind over et grønt areal end aftalt ved gentagne opmålinger.
Ifølge Helle Hansen er det en fejl begået af administrationen i Brabrand Boligforening og rådgiverne i projektet, der har ført til at vejen ser ud til at blive bredere end aftalt.
Helle Hansen mener, at vejprojektet nu bliver trukket ned over hovedet på beboerne i Gellerup, og at beboernes protester bliver overhørt. Hun mener, at embedsværket er klar over, at der er blevet begået en fejl, men at fejlen ikke bliver rettet, da det kan forsinke processen med Helhedsplanen.
- Når de vil have, at vi borgere skal være aktive, så vil vi også tages alvorligt, siger Helle Hansen til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Afdelingsbestyrelsen i Gellerupparken holder møde på torsdag. Her vil det blive diskuteret, hvordan bestyrelsen fremover vil deltage i arbejdet omkring Helhedsplanen i Gellerup og Toveshøj.