Borgere får ret i klager

Norddjurs Kommune har skåret i hjemmehjælpen til stor beklagelse for mange borgere. Klageråd er på deres side.

200 borgere i Norddjurs Kommune har klaget over nedskæringerne i den kommunale hjemmehjælp, og en stor del af dem har fået medhold.

En del af borgere klagede ikke kun direkte til kommunen, men gik videre og indbragte deres sager til Klagerådet for hjemmehjælp.

24 af disse klager blev senere frafaldet af den årsag, at plejeområdet efterfølgende ændrede visitationsafgørelsen til borgerens fordel.

Klagerådet konkluderer, at der er tale om en serviceforringelse for kommunens ældre borgere, og man anbefaler, at kommunen ser med velvilje på de meget velbegrundede klager, skriver Randers Amtsavis.

Besparelserne betyder i mange tilfælde, at borgere, der tidligere er kategoriseret i gruppen med behov for begrænset hjælp, ikke længere kan få den hjælp.

For andre af de nedskæringsramte ældre er konsekvensen, at hjælpen, de tidligere modtog hver anden uge, nu kun kan tilbydes hver tredje uge.