Borgere bliver spurgt til råds om planer for amtssygehuset
Amtssygehusgrunden i Tage-Hansens Gade skal laves om til en ny bydel, og kommunen vil høre aarhusianernes mening
Det er planen, at amtssygehusgrunden i Tage-Hansens Gade skal forvandles fra et hospitalsområde til en ny mangfoldig bydel. Tre teams har budt ind med, hvordan de ser, området skal udforme sig. Nu tages borgerne med på råd.
Forslagene vil blive drøftet på et borgermøde mandag.
- Amtssygehuset skal være et mangfoldigt bykvarter med plads til aarhusianere i alle aldre, og derfor er det vigtigt, at aarhusianerne får mulighed for at give deres mening til kende. Jeg håber, at vi på mødet får masser af gode input, som vi kan bruge i den videre proces, siger Kristian Würtz (S), rådmand for Teknik og Miljø.
Læs også
Aarhus Kommune har tidligere været ude sammen med stadsarkivet at søge efter historiske minder fra amtssygehuset, som skal bruges i den nye bydel.
- Amtssygehuset har været en del af byen i mere end 80 år, og stedets historie og ånd er helt særlig. Når vi i de kommende år udvikler området til en ny bydel, ønsker vi at videreføre dele af den historie. Folks oplevelser kan derfor være værdifulde at få med i byggeprocessen, har Kristian Würtz tidligere sagt til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Da man åbnede for indleveringen af disse minder sidste år, væltede det ind med folk, så deres oplevelser er med garanti en del af de tre holds forslag.
Borgermødet holdes på Centralværkstedet i Værkmestergade fra kl. 18.30 på mandag.