Borger kæmper for akut lægebil

Henrik Johansen har selv haft brug for den akutte lægehjælp, som han med underskrifter nu prøver at sikre Silkeborg.

Silkeborg står til at miste sin skadestue i den nye sygehusplan.

Nu går en enkelt borger gået i spidsen for at sikre en akut lægebil i stedet.

I dag overrakte Henrik Johansen personligt godt 5.000 underskrifter til regionsrådets formand Bent Hansen (S).

Den 43-årige silkeborgenser har selv haft tre blodpropper og dermed brug for hurtig lægehjælp.

Derfor har han involveret sig personligt i sagen og brugt de seneste tre uger på at indsamle underskrifter blandt bekymrede borgere i Silkeborg.

- Jeg er glad og stolt over at kunne aflevere så mange underskrifter, og at så mange borgere i Silkeborg bakker op om at få bemandet den bil 24 timer i døgnet. Hvis ikke man gør noget, får man ingenting. Jeg tror virkelig på, at det her hjælper. Ellers ville jeg ikke gøre det, siger Henrik Johansen til TV 2 | ØSTJYLLAND.

Der er mere om den sag i aftenens udsendelser på TV 2 | ØSTJYLLAND.