Bordelejere risikerer fængsel
Havde flere bankbokse i Aarhus
En stor bordelsag med tråde til blandt andet Aarhus nærmer sig nu sin afslutning.
En brasiliansk kvinde og en dansk mand er anklaget for rufferi, menneskehandel, røveri og vold i forbindelse med drift af 18 bordeller i Jylland. Bliver de dømt, risikerer de mange års fængsel.
Efter anklagemyndighedens procedure i går ved Retten i Viborg lød vurderingen, at parret, der er gift, skal sendes mindst fem år bag tremmer.
Desuden skal der hos parret - hvis det står til anklagemyndigheden - konfiskeres mindst fire millioner kroner, som har været fortjenesten på drift af 18 bordeller fra januar 2008 og frem til marts 2012, og hvad der ellers er fundet af værdier hos parret, efter at det blev anholdt for omkring et år siden.
Det drejer sig om hundredtusindvis af kroner fundet i en bil ved anholdelsen, i et kolonihavehus i Hirtshals, på bankkonti og i flere bankbokse i Aarhus.
Dommen afsiges på mandag
Oplægget var ifølge Viborg Stifts Folkeblad konfiskation af 10 millioner i fortjeneste, men det blev halveret, da beregningsmodellen var forkert.
I proceduren blev der skåret yderligere en million af, da der åbenbart ikke var så meget at komme efter i tre af bordellerne.
Også menneskehandel, trafficking, er ifølge avisen et af anklagepunkterne.
Retten voterer i morgen, men der afsiges først dom på mandag.