Bopæl afgør om du får en nyre
Store forskelle på ventelister til transplantation
- Om man når at få en ny nyre i tide, afhænger af, hvor man bor i Danmark. Den forskel er uacceptabel.
Det siger formand for Nyreforeningen Stig Hedegaard Kristensen i forbindelse med, at Sundhedsstyrelsen i går offentliggjorde en ny handlingsplan for organdonation, som skal øge antallet af donationer.
Danmark har tre transplantationssteder: København, Odense og Aarhus.
- Hvis du bor i Nord- eller Midtjylland og hører til Aarhus Universitetshospital, er der praktisk talt ingen venteliste. Man kommer til så hurtigt, som det er relevant inden ni måneder, forklarer Stig Hedegaard Kristensen i metroxpress.
Men i Østdanmark ser det helt anderledes ud.
- Sådan er det ikke for dem, der hører til i Hovedstadsregionen og Sjælland. Her er ventelisterne omkring tre år i gennemsnit. Ud af de 22 nyrepatienter, der i 2013 døde på venteliste, tilhørte de 21 Rigshospitalet, siger Stig Hedegaard Kristensen.
Af Sundhedsstyrelsens rapport fremgår det da også, at sygehusene skal blive bedre til organdonation. Men ifølge Nyreforeningens formand griber hospitalerne opgaverne forskelligt an - uanset om det handler om levende eller hjernedøde donorer.
- Det er ikke i orden, at hospitalerne ikke er indstillet på at lære af hinanden, for det betyder liv eller død for nyrepatienter. Hvis hospitalerne ellers ville lære af hinanden, ville man kunne vinde alle de 80 nyrer, som vi mangler årligt, siger Stig Hedegaard Kristensen.
Sundhedsstyrelsen vil ikke kommentere kritikken direkte.
- De tal kender jeg ikke, så det har jeg svært ved at kommentere på. Men jeg vil gerne kommentere på arbejdsgruppens anbefalinger, siger Søren Brostrøm, enhedschef i Sundhedsstyrelsen og formand for den arbejdsgruppe, som i går udgav nye anbefalinger til organdonation.
Af ventelisten over nyretransplantationer, Scandiatransplant.org, fremgår, at 22 danskere døde på venteliste i 2013.
21 af disse dødsfald skete på Rigshospitalet, mens et enkelt var på Århus Universitetshospital. Odense havde ingen dødsfald.
- De tal har vi ikke kigget på i arbejdsgruppen, men vi er kommet med en lang række anbefalinger til, hvordan vi kan få flere tilgængelige organer fra donorerne. Det er jo altid trist, når folk dør på venteliste, siger Søren Brostrøm til metroxpress.
Han tilføjer, at sigtet har været at pege på tiltag, der kan forbedre situationen for ventelistepatienter.