Bookmakere tror på AGF-sejr: Hvad siger Horsens' profiler?

Selv om Horsens har sat AGF i tabellen, tror bookmakerne mest på aarhusiansk sejr i fredagens lokalbrag. Hvad siger Horsens-spillerne til det?

01:11

AC Horsens har imponeret i denne sæson og ligger lunt placeret i tabellen solidt foran AGF, som er langt fra det mesterskabsslutspil, som klubben drømmer hedt om.

Fredag aften skal AGF en tur til Horsens. Selv om man umiddelbart skulle tro, at Horsens er favorit, så siger bookmakerne noget andet. De peger på, at en AGF-sejr er mere sandsynlig end tre point til Horsens.

Nicklas Dannevang, Horsens' målmand, undrer sig:

- Hvis man kigger på tabellen, så kan jeg ikke lige forstå det. Hvis man både spiller hjemme og ligger over dem i rækken, så giver det ikke meget mening, siger han. 

Læs også AGF-forsvarer: Vi skal snakke noget mere på banen

Mathias Nielsen, Horsens' anfører, mener, at det udspringer af klubbens tilgang til tingene.

- Jeg tror, det har noget at gøre med den måde, vi spiller på. Vi er meget ydmyge og tilbageholdende i forhold til, at vi måske ikke vil have bolden så meget. Det er derfor, at mange dømmer os ude, allerede inden vi er gået i gang, siger han.

Horsens' Kim Aabech, der har en fortid i AGF, forstår godt, at pilen peger på AGF.

- AGF er et presset mandskab og har været det i snart 20 år.

Jeppe Mehl lever fint med, at folks tro på Horsens er til at overse:

- Lige meget hvad, så vil forventningerne altid være højere til AGF end til os, men vi lever fint med den rolle. Det gør vi helt sikkert, siger han.

Kampen mellem AC Horsens og AGF spilles fredag med kampstart klokken 20.15.

I en video fra arkivet øverst på siden snakker Kim Aabech om sit forhold til AGF.