Book selv tid til røntgen
Patienter kan booke deres egen tid til undersøgelse online
12. jul 2011, kl. 15:55
Mere end 30 dage gammel
Som det første sted i landet har Diagnostisk Center på Regionshospitalet Silkeborg gjort det muligt for patienterne selv at bestille en tid til røntgenundersøgelse via internettet.
- Når en patient bliver henvist til røntgenundersøgelse af knogler eller lunger via egen læge, får de udleveret et kort med en hjemmesideadresse, hvor de så kan gå ind og booke den tid, der passer dem, forklarer overradiograf ved Diagnostisk Center, Peter Bech Madsen.
Det nye tiltag gik i luften i begyndelsen af juni, og det har vist sig at være populært. Indtil nu har knap 200 patienter benyttet sig at muligheden for at finde en tid, der passer dem.