Bombetrussel mod Rådhus
Grenaa Rådhus blev i dag rømmet i en halv time, efter at en kvinde havde indtelefoneret en bombetrussel.
9. jul 2003, kl. 18:31
Mere end 30 dage gammel
De ansatte på Grenaa Rådhus fik i dag ufrivilligt lov til at nyde deres madpakker udenfor. En anonym kvinde ringede kort før middag og fortalte, at der en time senere ville sprænge en bombe på rådhuset.
Samtlige ansatte blev straks bedt om at lægge mærke til, om der i nærheden af dem var poser eller tasker, de ikke havde set før. Da det ikke var tilfældet, blev rådhuset rømmet, og de ansatte kom først tilbage til arbejdet, da politiet efter en halv time afblæste alarmen.
Grenaa Politi har indtil videre ingen mistanke om, hvem der står bag de tomme bombetrusler.