Bombetrussel mod færge
En 53-årig mand fra Silkeborg ringede i går og sagde, at der ville sprænge en bombe på en færge mellem Hirtshals og Oslo.
En 53-årig mand fra Silkeborg er anholdt for en bombetrussel mod færgen 'Color Festival', der sejler mellem Hirtshals og Oslo.
Manden indtelefonerede truslen i går, og det betød, at Color Lines færge blev holdt tilbage i flere timer, mens den lå til kaj i Hirtshals.
Det lykkedes kort efter politiet at spore opkaldet til den 53-årige silkeborgenser, der står som ejer af den mobiltelefon, der blev anvendt. Manden var temmelig beruset, da han blev anholdt, og han erkendte, at han 'ikke kunne udelukke', at det var ham, der stod bag bombetruslen.
Den 53-årige mand blev løsladt efter afhøringen, og politiet tager i løbet af i dag stilling til, præcist hvad han skal sigtes for.