Bombetrussel i Rønde: Eleverne kom hurtigt i sikkerhed

Rønde Skole blev tidligere på dagen evakueret efter en bombetrussel

01:28

Rønde Skole på Djursland modtog tidligere i dag en bombetrussel.

Politiet har afspærret området omkring skolen, og ifølge skoleleder på Rønde Skole, Torben Rennum Madsen, var eleverne hurtigt ude af skolen.

- Eleverne er rigtig hurtige til at komme ud, og personalet er også rigtig hurtige til at få de sidste med ud, og det er så os tre i ledelsen, der til sidst kontrollerer, at alle klasselokaler er tømt, siger Torben Rennum Madsen til TV 2 | ØSTJYLLAND.

Læs også Bombetrussel på Rønde Skole: Alle evakueret

Bombetruslen blev sendt af en kvinde med udenlandsk herkomst, der talte engelsk.

Politiet er mandag eftermiddag til stede på Rønde Skole, hvor betjentene afsøger området med bombehunde.

- Status er lige nu, at vi har en bombetrussel mod skolen herude, og lige nu er der afspærret. Vi er i gang med at gennemsøge om der skulle være nogle mistænkelige genstande eller andet, der kan bekræfte den her anmeldelse, siger indsatsleder ved Østjyllands Politi Peter Halstrøm. 

Læs også 550 elever tilbydes psykologhjælp efter bombetrussel

Politiet kan på nuværende tidspunkt ikke fortælle, hvornår de er færdige med arbejdet på skolen.

Skal tage hånd om eleverne
Torben Rennum Madsen håber, at skolen kan åbne igen i morgen.

Men han slår samtidig fast, at det vigtigste er, at der bliver taget hånd om eleverne efter episoden. 

00:43

VIDEO: Se billeder fra Rønde Skole i videoen her. 

Luk video

- Jeg håber, at vi kan få ryddet skolen nu og få meldt skolen rent, så vi kan genoptage skolen i morgen tidlig. Og hvad der lige sker i morgen tidlig? Der skal tages hånd om dem, der har brug for at tale det her igennem. Eventuelt med noget psykologhjælp, siger Torben Rennum Madsen. 

I videoen øverst i artiklen kan du se interviews med skoleleder Torben Rennum Madsen samt politiets indsatsleder, Peter Halstrøm.