Bomber kastet ind i hus
Kraftigt fyrværkeri gav store skader på villa - muligvis var det et forsøg på at dræbe manden i huset.
En villa på Gunnar Clausens Vej i Viby blev natten til mandag raseret, da en eller flere gerningsmænd klokken 00.42 kastede, hvad politiet mener kan have været en krysantemumbombe ind i villaens stue.
På førstesalen befandt sig en 48-årig mand, som dog slap helskindet fra den kraftige eksplosion, der blæste ejendommens ruder ud.
Mandag formiddag var politiet på udkig efter personer, der kan have villet manden til livs. Blandt andet er den rystede beboers ekskone i kikkerten, efter de to havde et voldsomt skænderi foran huset søndag.
- Det er klart, at når skænderiet foregik dagen før, er det nærliggende, at der kan være en sammenhæng, siger kriminalinspektør i Århus Politi Benny Linde Larsen.
Han understreger dog, at det blot er én af flere muligheder, som politiet er i fuld gang med at efterforske. En krysantemumbombe er et kraftigt, kugleformet stykke fyrværkeri, der kan give kraftige skader og i værste fald dræbe en person. /ritzau/