Bombealarm i Århus afblæst
Politiet har afblæst en bombealarm i Århus, der i flere timer betød, at banegården var spærret af.
25. sep 2006, kl. 21:48
Mere end 30 dage gammel
Togene ruller igen ind på Århus Banegård her til aften.
Politiet har afblæst den bombealarm, der i tre timer lammede tog-trafikken til og fra banegården.
Politiet tog bombetruslen, der blev indtelefoneret fra en telefonboks i nærheden af banegården, meget alvorligt, og afspærrede ved sekstiden om aftenen banegården og gaderne omkring.
Men efter at bombehunde har gennemgået bygningen, vurderer politiet, at der ikke længere er nogen fare på færde, og banegården er derfor igen åben.