Bombealarm i Århus
En efterladt attachetaske fik i aftes politiet til at evakuere et område i det centrale Århus.
En århusianer har taget myndighedernes opfordring om at være ekstra på vagt i disse terrortider alvorligt.
I aftes slog han alarm, da han opdagede en efterladt sort attachetaske på en stenbænk ved Clemens Bro ved Strøget i Århus.
Da den første patruljevogn nåede frem til stedet, turde betjentene ikke røre ved tasken af frygt for, at den indeholdt en bombe. Et bombehold fra Skive Kaserne blev derfor tilkaldt.
Politiet afspærrede området og evakuerede blandt andet gæsterne på en restaurant ved Clemens Bro.
Inden bombeholdet nåede frem, gik en af Århus Politis egne bombehunde, Blackie, dog i aktion. Den snuste lettere uinteresseret til tasken og kom til at træde på den. Tasken var tom, og alarmen blev afblæst.