Bølleregister møder ny kritik

Hooliganregister er ikke godt nok, mener DF'er, der bakker op om AGF-forslag om, at klubberne deler informationer indbyrdes.

Hooliganregistret er ikke godt nok til at afværge bølleoptøjer ved fodboldkampe. Det mener formanden for Folketingets retsudvalg, Peter Skaarup (DF). Dermed bakker han op om initiativet fra AGF om at benytte og dele de oplysninger klubben allerede har om bøllerne, med de andre klubber.

- Jeg tror det er vigtigt, at vi bakker op om det ønske, der er fra klubberne. Og hvis hooliganregistret ikke virker godt nok, så må man tage andre midler i brug, siger Peter Skaarup til TV 2 | ØSTJYLLAND.

Justitsministerens hooliganregister, der trådt i kraft 1. juli er stadig næsten tomt, og det indeholder ikke nogen oplysninger om folk, der har tidligere har begået fodboldvold.

I dag ved langt de fleste kontrollører på de danske stadions dog godt, hvem det er, der står bag balladen. Men de oplysninger, de har om bøller, må de ikke registrere - og slet ikke dele med andre klubber. Og det er det, de gerne vil i AGF.

<b>Borgmester bakker op</b>
Også Århus-borgmester Nicolai Wammen (S) bakker op om Århus Elite, der står bag fodboldklubben AGF, i appellen om at få et mere effektivt register, som kan afværge bølleoptøjer. I hvert fald indtil hooliganregistret kan bruges.

- Jeg mener det vil være fornuftigt at ændre loven, så vi får lettere ved at beskytte borgerne og lettere ved at komme efter bøllerne, siger Nicolai Wammen til TV 2 | ØSTJYLLAND.

Derfor søger han nu, sammen med koncerndirektør Lars Windfeldt fra Århus Elite, foretræde for Folketingets retsudvalg, i håb om, at der vil være politisk opbakning til at lave reglerne om.

Peter Skaarup ser frem til mødet og vil efterfølgende bede justitsministeren se nærmere på hvad man kan gøre, for at komme klubbens synspunkter i møde.

- Jeg håber Justitsministeren vil være klar til at finde en praktisk løsning. Der er meget der tyder på at hooliganregistret først kommer til at virke et godt stykke ude i fremtiden. Og det kan klubberne nok ikke vente på.