Boligpriserne har nået toppen
Opbremsningen på ejendomsmarkedet mærkes stærkt i Østjylland. Antallet af boliger, der er til salg, er fordoblet på et år.
Det er nærmest ikke til at komme til for 'Til Salg'-skilte i Århus-området. Det er den billedlige konklusion på en opgørelse fra ejendomsmæglerkæden EDC.
I Århus Amt er der i dag dobbelt så mange lejligheder til salg som for et år siden. Til sammenligning er udbuddet af ejerlejligheder i resten af landet steget med 37 procent i samme periode, altså væsentligt mindre.
Kigger man på villaerne, viser billedet sig endnu tydeligere. Der er på landsplan cirka 30 procent flere villaer til salg i dag end for et år siden. Men det fordeler sig med et plus på 123 procent i HT-området og Århus, mens der i resten af landet kun er kommet cirka to procent mere til salg.
- Tallene dokumenterer tydeligt, at boligmarkedet på kort tid er vendt helt om. Det er netop i de dyreste områder, at udbuddet stiger så voldsomt, mens der er fint gang i handlen i resten af landet. Det tager vi som udtryk for, at priserne har nået toppen i København og Århus, og at efterspørgslen derfor retter sig mod de lidt billigere randområder, siger EDC's kommunikationschef, Jan Nordmann. /ritzau/