Boligområde i Søften bliver en realitet
Favrskov Kommune har indgået aftale med private lodsejere - og nu kommer et nyt boligområde
Der skal bygges 62 nye parcelhuse og 23 rækkehuse i et nyt boligområde i Søften i Favrskov Kommune.
Det er endelig blevet en realitet efter flere års forhandlinger i Favrskov Kommune.
Kommunen har lavet en aftale med otte private jordejere i området og en fælles udvikling af byområdet ved Engdalsvej og Dyreparken i Søften.
- Søften har oplevet en utrolig vækst over de sidste mange år, men vi oplever fortsat efterspørgsel efter nye byggegrunde i området. Derfor er jeg glad for, at vi nu endelig kan komme i gang med realiseringen af lokalplanen omkring Præstegårdsvej. Det er vist ikke nogen hemmelighed, at det har stået højt på Byrådets ønskeseddel i flere år, siger borgmester Nils Borring (S) i en pressemeddelelse.
Søften skal være porten til Aarhus
Lodsejerne og kommunen er fælles om udgifterne, mens det er kommunen, der står for at bygge.
- Jeg er meget tilfreds med, at vi sammen med de private lodsejere har kunnet finde en løsning, der åbner nye og meget attraktive muligheder for at slå sig ned i Favrskov Kommune. Nu ser vi alle frem til, at det første spadestik bliver taget, og den egentlige byggemodning kan komme i gang, siger Nils Borring.
Det er endnu ikke endeligt afklaret, hvordan salget af byggegrundene skal foregå.