Boligområde vil af ghettolisten – afholder jobdating for at få flere i arbejde

Aarhus Kommune afholder sammen med aarhusiansk boligforening jobdating mellem virksomheder og beboere på offentlig forsørgelse for at undgå ghettoliste

02:01

VIDEO: Skovgårdsparken vil af regeringens ghettoliste. Derfor afholdes der nu jobdating for at få flere i arbejde.

Tirsdag afholdte Aarhus Kommune sammen med Brabrand Boligforening jobdating mellem beboere i Skovgårdsparken i det vestlige Aarhus og fem virksomheder.

I dag får de mulighed for at møde virksomhederne ansigt til ansigt og ikke blive sorteret fra på et fremmedklingende navn eller på et tørklæde.

Louise Enevoldsen, udviklingskonsulent, Brabrand Boligforening

Formålet var at få flere ledige i arbejde. Noget der især er vigtigt i Skovgårdsparken, da boligområdet tangerer til at komme på regeringens liste over "hårde ghettoer".

- Deres ansøgning kommer tit nederst i bunken. I dag får de mulighed for at møde virksomhederne ansigt til ansigt og ikke blive sorteret fra på et fremmedklingende navn eller på et tørklæde, forklarer Louise Enevoldsen, der er udviklingskonsulent hos Brabrand Boligforening, til TV2 ØSTJYLLAND.

De fem officielle punkter der definerer en ghetto. Kilde: Transport-, bygnings- og boligministeriet

Tidligere indsats virkede ikke – men måske gør denne

Tidligere har boligforeningen forsøgt at betale de arbejdsløse beboere 50.000 kroner for at flytte – dog uden held.

Derfor forsøger de nu at skaffe dem jobs. For lykkes det ikke at nedbringe antallet af arbejdsløse, skal andelen af det sociale byggeri reduceres til 40 procent inden 2030. Og det betyder, at boligforeningen risikerer at skulle jævne seks ud af ti boliger med jorden.

Halima Ahmed var en af de 20 deltagende ved jobdatingen tirsdag. 

Der virkede dog til at være god opbakning til det nye tiltag tirsdag. 20 jobsøgende var i hvert fald mødt op -heriblandt Halima Ahmed, der bor i Skovgårdsparken.

- Jeg vil gerne arbejde. Der kommer mange mennesker, og jeg glæder mig meget. Det er her, vi finder arbejde, så vi kan klare os selv, siger Halima Ahmed til TV2 ØSTJYLLAND.

Virksomheder fandt relevante kandidater

En af de virksomheder, som tirsdag var på udkig efter arbejdskraft, var Føtex i City Vest.

- Vi befinder os jo i en kultur, hvor der skal være plads til alle, og vi står blandt andet og mangler morgenopfyldere, så derfor er vi her, fortæller Kim Stiller, varehuschef hos Føtex i City Vest, til TV2 ØSTJYLLAND.

Vi befinder os jo i en kultur, hvor der skal være plads til alle, og vi står blandt andet og mangler morgenopfyldere.

Kim Stiller, varehuschef, Føtex i City Vest 

Efter dagens jobdating tydede det da også på, at Føtex måske havde fundet en ny medarbejder.

- Jeg synes, at der er en kandidat ud af de fire, som jeg har, der kunne være rigtig spændende at indkalde til samtale i Føtex, siger Kim Stiller.

Læs også 50.000 kr. for at flytte: Stor interesse for 'flyttetilbud' overrasker boligdirektør

Og det glæder rådmand for sociale forhold og beskæftigelse i Aarhus Kommune Kristian Würtz (S). Han ønsker nemlig at nedbringe antallet af arbejdsløse i Aarhus med 3.000 personer i løbet af de næset to år. 

- Jeg håber selvfølgelig, at der kommer job ud af vores arrangementer. Og så håber jeg også, at der er ledige, som ikke nødvendigvis får et job i første omgang, som alligevel får erfaringer med at komme til nogle jobsamtaler og komme i dialog med virksomhederne. På den måde får de en fornemmelse af, hvad der skal til, siger Kristian Würtz til TV2 ØSTJYLLAND.

Vil gerne udbrede tiltaget til andre udsatte boligområder

Jobdatingen er et led i at få flere ledige i job, men i følge Kristian Würtz skal der mere til.

- Jeg tror ikke, det her er løsningen, som gør, at vi bare kan sige farvel til arbejdsløshed i vores udsatte bydele med høj arbejdsløshed. Men måske kan vi få fat i nogle lokale netværk, så vi kan få nogle af dem, som har været lang tid væk fra arbejdsmarkedet ind på det igen, siger han.

02:18

VIDEO: Hør hele interviewet med Kristian Würtz (S) her. 

Luk video

Hvis tiltaget i Skovgårdsparker viser sig at have effekt, så ser han gerne, at fænomenet udbredes til andre områder med lignende problematikker.

- Vi har flere andre boligområder i Aarhus, hvor der er en meget høj ledighed. Og den erfaring, som vi har fra i dag, er jo, at der er borgere, som enormt gerne vil have et job.  Og hvis vi kan få dem til at mødes med nogle virksomheder og i job, så er det noget, som vi skal gøre meget mere af. Vi har ikke råd til at lade være, siger Kristian Würtz.