Boligboss takker af

Torben Overgaard i juli 2013 ved nedrivningen af Nordgårdskolen i Gellerup.

Boligforening skal have ny direktør

Brabrand Boligforening skal have ny direktør. Inden udgangen af året skal den store boligforening i det vestlige Aarhus have en ny chef.

66-årige Torben Overgaard forlader direktørposten i forbindelse med et planlagt generationsskifte, meddeler boligforeningen. Han har været forretningsfører og direktør siden 1983 og har været ansat i Brabrand Boligforening siden 1967.

Bestyrelsen i Brabrand Boligforening godkendte planen på et bestyrelsesmøde onsdag aften.

Se: Farvel til Nordgårdskolen

Torben Overgaard om helhedsplanen for Gellerup og nedrivningen af Nordgårdskolen

- Det bliver naturligvis svært at sige farvel. Selv om vi har mange store projekter - men det har vi jo altid - er det den rigtige beslutning at indlede et generationsskifte nu. Det ligger mig meget på sinde, at det kommer til at foregå på en ordentlig, planlagt og kontrolleret måde, så vi sikrer kontinuiteten i udviklingen af boligorganisationen og i gennemførelsen af helhedsplanen, udtaler Torben Overgaard i en pressemeddelelse.

Torben Overgaard er ud over arbejdet med den store helhedsplan, der skal forny Gellerup, landskendt i medierne for en fast kurs overfor familier, hvor en eller flere af medlemmer har begået grov kriminalitet i bebyggelsen: Der er hele familier blevet smidt ud af deres lejlighed. En linje som ifølge Torben Overgaard har virket præventivt mod ny kriminalitet.

Se: Ny påsat brand på skole

Formand for organisationsbestyrelsen, Jesper Pedersen, siger:

- Det er vanskeligt at forestille sig Brabrand Boligforening uden Torben Overgaard. Han har i årtier været en markant og fremsynet direktør, så han bliver svær at erstatte. Men vi har sammen med Torben drøftet, hvad der skal ske fremover, og vi har nu i organisationsbestyrelsen godkendt, at vi gennemfører generationsskiftet i det kommende halve år, så Brabrand Boligforening også i fremtiden er sikret en god ledelse.

Brabrand Boligforening har bedt konsulent- og rekrutteringsfirmaet MUUSMANN udarbejde en rapport om organisering og ledelsesopgaver i Brabrand Boligforening - herunder organiseringen af Helhedsplanen for Gellerupparken. Bestyrelsen afventer denne rapport og træffer herefter beslutning om den fremtidige ledelsesstruktur.

Herefter iværksætter bestyrelsen en rekruttering af den nye direktør, som sikres en grundig indføring i arbejdet, blandt andet i samarbejde med den afgående direktør.

Ny forbedret app til dig
Ny forbedret app til dig
Ny forbedret app til dig