Boligafdeling tilbyder beboere 50.000 kroner for at flytte

Boligafdeling vil af med beboere på offentlig forsørgelse for at undgå at stemples som "hård ghetto"

I øjeblikket er 41 procent af beboerne i Skovgårdsparken i Brabrand på offentlig forsørgelse. Foto: Google Street View

Bestyrelsen i boligafdelingen, der hører under Brabrand Boligforening, vil betale borgere 50.000 kroner for at flytte fra Skovgårdsparken i Brabrand.

Det er vel at mærke kun borgere, der er på offentlig forsørgelse og ikke er under uddannelse, der vil få tilbuddet.

Læs også Arbejdsløse og fattige bliver rykket bagerst i køen til billige boliger

Området har i flere år været på regeringens liste over udsatte boligområdet. Hvis den også står der næste år, bliver den stemplet som "hård ghetto". 

Det vil betyde, at 60 procent af boligerne skal rives ned, skriver dr.dk.

01:09

VIDEO: Der var stor ærgrelse i Skovgårdsparken, da boligområdet i 2016 fik ghetto-prædikatet. Videoen er fra december 2016.

Luk video

I øjeblikket er 41,1 procent af beboerne på offentlig forsørgelse, og målet er at komme under 40 procent, så man lever op til regeringens kriterier.

Det svarer til, at ti beboere skal flytte, hvis man skal undgå nedrivning.

Stærkt initiativ fra civilsamfundet

Hvis det sker, kan man undgå en usikkerhed om, hvorvidt ens bolig bliver revet ned, og man skal flytte, forklarer direktør Keld Laursen fra Brabrand Boligforening.

Læs også Gellerup-formand: Det tager 20 år at ændre udsat område

Beboerdemokratiet i Skovgårdsparken har truffet beslutningen, forklarer Keld Laursen, og han mener, at tiltaget fra borgerne er stærkt.

- Jeg synes, at det er et ret stærkt initiativ fra civilsamfundet, at man tager sagen i egen hånd for at fjerne den usikkerhed, der er helt urimelig og faktisk helt horribel, siger han til Ritzau.

Keld Laursen fortæller, at der er modtaget seks henvendelser i løbet af fredagen fra folk, der finder tilbuddet interessant.

Læs også Dette vaskeri blev 75-årige Prebens vej ud af ensomheden

Vil give dårlig stemning

Han fortæller ifølge DR, at en flytning hurtigt kan løbe op i 25.000-50.000 kroner. Derfor er beløbet realistisk, mener man i boligafdelingen.

Det er dog ikke alle beboere, der er lige begejstret. Yasmin Ayade, der er kommunikationsmedarbejder, bor i Skovgårdsparken og tror, at der vil komme en ubehagelig stemning.

- Det vil selvfølgelig skabe en negativ stemning blandt beboerne. Man afgrænser ligesom beboerne, der er på offentlig forsørgelse – hvorfor er det kun dem?, siger hun ifølge DR.

Preben Sønderskov, der også bor i området, tror, at flyttetilskud kan skabe dårlig stemning mellem de 1400 beboere i Skovgårdsparken.

Læs også Boligforeninger utilfredse med ghettoudspil: De tager vores penge