Boksetalenter indtog Aarhus med et brag
Mogens Palle og Brian Nielsen havde valgt Aarhus til deres anden Danish Fight Night
Søjlehallen i Ceres Park i Aarhus emmede af spænding, kampråb og små drenge, der jagtede autografer, da promotor-duoen Mogens Palle og Brian Nielsen havde valgt at lægge deres blot andet bokse-event i Aarhus.
På menuen ved Danish Fight Night var ikke færre end fire lokale boksere, der skulle i ringen og vise hjemmepublikum, hvorfor Mogens Palle har udvalgt netop dem at arbejde med.
For Jeppe Morell var det samtidig debut som professionel bokser, da han blev alvorligt syg, da han skulle have været i ringen i december.
Men trods en nervøs start, hvor bokseren virkede påvirket af presset og debut-nerver, så vandt han en sikker og overbevisende pointsejr over den defensive amerikaner Jimmy Owens, der over alle seks runder overlod det til danskeren at skabe kampen.
Aftenenes største bifald
Aftenens største bifald fik rutinerede Lolenga Mock, der jagter en kamp mod Patrick Nielsen. Mogens Palle og Brian Nielsen har tilbudt Patrick Nielsen en million kroner for at gå i ringen, men Nielsens tyske manager har besvaret tilbuddet med en kommentar om, at Lolenga Mock med sine 43 år ikke er interessant at møde.
Læs også
Derfor havde Lolenga Mock en del at bevise, da han mødte Jorge Silva fra Portugal, og med en knock out i syvende runde, kunne supermellemvægtsbokseren lukke munden på sine kritikere.
Jonas Madsen var i ringen til sin anden kamp som professionel og her besejrede han Davit Ribakoni, Georgien på point.
Aftenens fjerde lokale bokser indtog ringen under stor jubel fra publikum, og han takkede for opbakningen med en sejr på teknisk knock out i tredje runde i sin debutkamp som professionel.
Øverst i artiklen kan du se billeder af de aarhusianske boksere i ringen.