Bokseren Ceylan inden EM-brag: Jeg sender ham grædende hjem
Bokseren Dennis Ceylan forventer en hård kamp lørdag mod Isaac Lowe, men EM-titel bliver i Aarhus, lyder det fra Ceylan forud for EM-braget
Lørdag forsvarer 28-årige Dennis Ceylan fra Aarhus sin EM-titel i fjervægt mod englænderen Isaac Lowe i Ceres Arena i Aarhus.
- Jeg forventer en hård kamp mod en ung bokser, som gerne vil vinde den her titel fra mig, men det får han ikke lov til. Jeg håber, at det bliver en hård kamp, hvor jeg selvfølgelig vinder, siger Dennis Ceylan til TV2 Østjylland.
Han fortsætter:
- Hver gang jeg er i kamp, betyder det alt for mig lige i de minutter, det står på, da et nederlag kan ændre meget i ens liv i den her bokseverden. Så det er en stor kamp, og det er en kamp, jeg skal vinde for at kunne nå mit mål om at blive verdensmester på et tidspunkt.
Allerede længe inden kampen i ringen har der været mange spændinger og grimme ord i luften mellem de to boksere forud for den store fight, og i den forbindelse har Isaac Lowe blandt andet skubbet til Dennis Ceylan.
- For at være ærlig så hader jeg ham faktisk. Jeg synes, at han er et stort røvhul for at sige det pænt, men det er sådan de gør det i England, og det er hans måde at være på, og det er fair nok, men han kan snakke alt det lort, han vil om mig, men da han skubbede til mig, der gjorde han det personligt, siger Dennis Ceylan i forbindelse med bataljen mellem de to boksere forleden.
Læs også
Og det er noget, der er med til at give den aarhusianske bokser ekstra motivation forud kampen, så EM-bæltet kan blive i Østjylland.
- Ja, selvfølgelig. Jeg vil gerne give ham en røvfuld, så det er ham, der går grædende hjem herfra. Han får ikke det bælte med. Det er 100 procent, siger Dennis Ceylan.
Den aarhusianske professionelle bokser blev europamester i fjervægt tilbage i oktober sidste år, hvor han vandt Det Europæiske Bokseforbunds ledige EM-titel i fjervægt i kamp mod engelske Ryan Walsh.
Udover Dennis Ceylan skal blandt andre aarhusianske Frederik Hede Jensen også i ringen, hvor Tibor Nadori venter. Det er den første professionelle kamp for den 20-årige bokser, som grundet en sjælden hoftesygdom tilbragte flere år af sin barndom i en kørestol, hvorfor det ikke lige lå i kortene, at han skulle ende som professionel bokser.