Bøgeskovhus: Ingen afgørelse
Aarhus Kommune fortsætter samarbejdet med Forende Care om Lokalcenter Bøgeskovhus i Viby
Mandag var der møde i Sundheds- og Omsorgsudvalget i Aarhus Kommune, hvor sagen om det omdiskuterede Bøgeskovhus var på dagsordenen.
Jette Skive (DF), der er rådmand for Sundhed og Omsorg i Aarhus Kommune, fortæller, at samarbejdet med det private firma, Forenede Care, om Bøgeskovhus som udgangspunkt fortsætter året ud, og at hun har tillid til, at den nye ledelse får styr på situationen.
- Der kommer en ny ledelse, og der skal ske fremdrift derude. Jeg har haft møder med den nye leder, og hun sætter alt ind for at forbedre forholdene, og jeg har tillid til hende, siger Jette Skive til tv2oj.dk.
Det omdiskuterede ældrecenter Bøgeskovhus i Viby har flere gange fået kritik. Tilbage i maj viste en rapport fra embedslægen at der blandt andet var problemer med fejlmedicinering på plejecentret Bøgeskovhus.
Det var et blandt 15 kritikpunkter, som embedslægen dengang påtalte, og tidligere på sommeren døde en 88-årig kvindelig beboer på plejecentret efter at være rullet ned ad en trappe i sin kørestol.
Se: Sidste chance for Bøgeskovhus
Jette Skive fortæller, at der vil blive holdt øje med Bøgeskovhus, og at der blandt andet vil blive lave en tilfredshedsundersøgelse på stedet.
- Vi har sendt nogle markante påtaler til den nye ledelse om, hvad der skal ske, og så vil vi lave en tilfredshedsundersøgelse med beboerne og de pårørende, siger Jette Skive og fortæller, at den undersøgelse bliver væsentlig for, om der skal være et fremtidigt samarbejde med Forenede Care om Bøgeskovhus eller ej.
Se: Fejl i behandling af ældre
Jan Ravn Christensen (SF), der er medlem af Sundheds- og Omsorgsudvalget og deltog i dagens møde, støtter ikke beslutningen om, at Forenede Care skal have længere tid til at vise, at de kan løfte opgaven.
- Jeg synes, at det er ærgerligt, og jeg synes, at det er forkert. Vi har en opgave overfor borgerne i kommunen om, at de skal have det ordentligt. Og jeg har ikke tillid til, at Forenede Care kan klare det, siger Jan Ravn Christensen.