Børns Vilkår: Meget hård straf i Ry-sagen

Direktør Rasmus Kjeldahl fra Børns Vilkår mener, at de fire dømte i Ry-sagen har fået en hård straf

Foto: Nikolai Linares - Scanpix

Rasmus Kjeldahl, der er direktør i Børns Vilkår, mener, at straffen til de fire tiltalte drenge i Ry-sagen er hård.

- Det er en meget hård straf til nogle, som er meget unge, og det er en væsentlig del af den, som de skal sidde, siger han.

De fire drenge, der er 15-16 år, blev torsdag eftermiddag fundet skyldige i at have kastet en flaske med brændende benzin mod en 16-årig dreng med afghansk baggrund. 

Læs også Fire drenge idømt fængsel i Ry-sagen

Retten i Horsens har idømt to af drengene fængsel i halvandet år, mens de to andre idømmes et års fængsel. Dommene gøres delvist betinget.

Det betyder, at dommene på et år har en ubetinget del på fire måneder. De to andre domme har en ubetinget del på seks måneder.

- Vi er i Børns Vilkår utroligt skeptiske over for, om fængselsstraffe har noget at bidrage til unges yderligere liv, siger Rasmus Kjeldahl.